Fredericia led sit første nederlag

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredericia led sæsonens første nederlag, da det fredag aften blev 2-3 ude mod Vendsyssel.

1. divisions hidtil eneste ubesejrede mandskab, FC Fredericia, måtte fredag aften drikke nederlagets bitre kalk, da Ove Pedersens tropper på udebane mødte Ove Christensens Vendsyssel.

Hallur Hansson bragte efter syv minutter vendelboerne foran, da udeholdet tog sig en blunder i forsvaret, og føringen på 1-0 holdt til pausen.

I anden halvleg tabte FC Fredericias målmand, Jeppe Højbjerg, en bold efter 12 minutters spil med det resultat, at René Shaki Joensen kunne øge til 2-0. Højbjerg mente, der var frispark i situationen, men dommeren valgte at anerkende scoringen.

Fire minutter senere kom gæsterne imidlertid tilbage i opgøret, da Nicholas Gotfredsen headede bolden i mål efter en dødbold.

FC Fredericia pressede på for udligning, men i stedet kom Vendsyssel på 3-1 ti minutter før tid, da Nicolas Bøgild scorede på en friløber.

Minuttet efter lykkedes det ganske vist for Admir Catovic at reducere, men flere mål blev der ikke, og dermed overhalede Vendsyssel dagens modstander i tabellen, således at Ove Christensens mandskab nu er nummer tre i 1. division på dårligere målscore end Vejle. FC Fredericia ligger på fjerdepladsen.

Kampen mellem Skive og FC Roskilde sluttede 1-1.

Skibonitternes Jesper Henriksen bragte hjemmeholdet foran efter ti minutters spil, men 11 minutter senere udlignede FC Roskildes Lars Brøgger Hansen.

I aftenens sene kamp skød Lyngby sig på førstepladsen med en sejr på 3-1 over Næstved.

Første halvleg sluttede 0-0, men så scorede Lyngbys  David Boysen på et godt, gennemspillet angreb. Frederik Gytkjær fulgte op, men kort efter lavede Thomas Sørensen selvmål, så stillingen var 2-1, inden David Boysen slog sejren fast på straffespark.

Powered by Labrador CMS