Franske styrker befrier hollænder i Mali

Dette billede er i dag bleveg frigivet af det franbske forsvarsministerium. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En hollænder er ifølge regeringskilder befriet i Afrika ved en militær aktion udført af franske specialstyrker

Franske specialstyrker befriede mandag en hollandsk mand, som blev bortført for næsten fire år siden i det nordlige Mali af islamister, siger franske regeringskilder.

Det franske forsvarsministerium siger, at hollænderen Sjaak Rijke, som blev bortført i november 2011, blev befriet ved en militær aktion udført af franske specialstyrker.

– Han befinder sig nu i Tessalit. Han har det godt og er i sikkerhed, hedder det i en erklæring fra det franske forsvarsministerium.

En svensk statsborger, Johan Gustafsson, som var på motorcykelrejse gennem Afrika, blev taget til fange i det samme område i november 2011. Det seneste livstegn fra ham var en film fra hans bortførere i 2013.

Franskmanden Serge Lazarevic blev bortført næsten samtidig som Rijke og Gustafsson. Han blev frigivet i december sidste år.

Lazarevic var Frankrigs sidste tilbageværende gidsel i udlandet, og han var den sidste af over et dusin franskmænd, der har været gidsel i Afrika i de seneste år.

Mali og Niger spillede en vigtig rolle i bestræbelserne på at få ham fri.

Franske styrker fravristede for to år siden kontrollen over det nordlige Mali fra separatistiske islamister med forbindelse til al-Qaeda, men oprørerne har siden fortsat deres angreb i den tidligere franske koloni.

Frankrig har flere end 3000 soldater i Vestafrika for at bekæmpe militante, der har tilknytning til al-Qaeda.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS