Fransk medie: Platini stiller op til Fifa-valg
Uefa-præsident Michel Platini er klar til at stille op til præsidentvalget i Fifa. Det skriver avisen L’Equipe
Ifølge den franske sportsavis L’Equipe er det europæiske fodboldforbunds (Uefa) præsident Michel Platini klar til at stille op som præsident for det verdensomspændende fodboldforbund Fifa.
Det skriver den franske sportsavis L’Equipe ifølge flere nyhedsbureauer.
Ifølge avisen vil franskmanden annoncere sit kandidatur på torsdag, med mindre der opstår noget uforudset.
Michel Platini overværede i weekenden finalen i den amerikanske Gold Cup-turnering i Philadelphia, og han arbejder ifølge L’Equipe på de sidste detaljer, før han annoncerer sit kandidatur til præsidentposten.
Fifa skal vælge ny præsident på en ekstraordinær kongres 26. februar næste år. Det skal forbundet, fordi den siddende præsident Sepp Blatter trak sig fra jobbet kun få dage efter, at han var blevet genvalgt den 29. maj.
Blatter trak sig på grund af massive beskyldninger om korruption i forbindelse med tildeling af VM-værtskaber og generelt særdeles dårlig ledelse af det magtfulde fodboldforbund.
Michel Platini er en populære herre, og L’Equipe mener at vide, at adskillige lande fra Europa, Asien, Syd-, Nord-, og Centralamerika allerede har besluttet sig for at støtte Platini, hvis han stiller op.
Den tidligere vicepræsident Chung Mong Joon fra Sydkorea er, ifølge nyhedsbureauet dpa, indtil videre eneste kandidat til Fifa-jobbet.
/ritzau/