Fransk brasserie forvekslet og får Michelin-stjerne ved en fejl: Bliver oversvømmet af gæster
Michelin forvekslede en Michelin-restaurant med et brasserie med samme navn.
Det er enhver restaurants drøm – men ikke dennes.
At få en stjerne i Michelin er for mange kokke en drøm. Men for det lille brasserie Le Bouche à Oreille i det centrale Frankrig har det betydet, at de har fået rygende travlt. For efter brasseriet ved en fejl fik en stjerne i Michelin, har det været oversvømmet af gæster. Det skriver The Guardian.
Tjenere styrter rundt
På det billige men glade brasserie i Bourges kan man blandt andet få hjemmelavet boeuf bourguignon, der koster 92 kroner. En ret man som gæst kan nyde ved bordene med røde og hvide plettede duge i det lille brasseri.
Men i en helt uge var spisestedet blevet forvekslet med en Michelin-restaurant, der ligger 180 kilometer nord i Boutervilliers tæt på Paris, med samme navn.
Her er der gulvtæppe på gulvet, linned-duge og retterne inkluderer hummer, kalvehjerne og sprøde pærer og chokolade sammen med champagne for 360 kroner.
Og det lader til, at folk er vilde med hummer. For fejlen har betydet, at tjenerne på det lille brasserie, der også er en bar, har styrtet rundt.
– Vi er oversvømmet, fortæller Veronique, der ejer brasseriet, til den franske avis Le Parisien og fortsætter:
– Jeg har ikke meget plads her, og der er kun fire tjenere.
Kokkene griner af fejlen
Michelin, der er en madbibel, kan starte eller ødelægge en aspirerende koks karriere. Men til trods for dette tager kokken, der midlertidigt blev snydt for sin stjerne, Aymeric Dreux, fejlen med et smil.
– Det var en lille fejl, der ikke har gjort nogen skade og er blevet rettet, siger Dreux, der første gang fik en stjerne i 2015, og fortsætter:
– Jeg ringede til Veronique i Bourges. Vi fik os et godt grin.
Kok vil ikke have Michelin-stjerne
Men det er ikke alle, der drømmer om en af de eftertragtede stjerner. Da Veroniques kok, Penelope Salmon, blev spurgt, om hun nogensinde havde drømt om at få en stjerne, var svaret nej.
– Nej, overhovedet ikke. Jeg laver mad med mit hjerte.
Det var i forrige uge, at Michelin offentliggjorde deres franske guide. Fejlen viste sig kun på guidens hjemmeside og ikke i selve bogversionen eller appen. Til trods for det tog det næsten en helt uge at rette fejlen.
– Vi undskylder overfor de to spisesteder, og vi er kede af at have misledt vores kunder, siger Claire Dorland-Clauzel, der arbejder for Michelin.