Frankrig er i undtagelsestilstand et halvt år mere
Inden angrebet i Nice var Frankrig ellers på vej tilbage til normalen.
Frankrig forlænger undtagelsestilstanden i landet med seks måneder, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker efter sidste uges angreb i Nice, hvor 84 mennesker mistede livet, da en mand kørte en lastbil ind i grupper af mennesker ved havnefronten i den sydfranske by.
Islamisk Stat, der er på flere lande og organisationers terrorliste, har taget skylden for angrebet.
Det er et flertal i det franske parlament, der har stemt for at forlænge tilstanden. Ifølge nyhedsbureauet dpa skal landets senat også blåstemple forlængelsen. Det ventes at ske onsdag.
Frankrig har været i undtagelsestilstand siden angrebene i Paris i november sidste år, hvor 130 personer blev dræbt. Få timer før angrebet i Nice sagde den franske præsident, François Hollande, at han var klar til at droppe det ekstraordinære beredskab.
Men efter angrebet, der skete på den franske nationaldag, lød det, at undtagelsestilstanden ville blive forlænget med yderligere tre måneder. Det er altså nu blevet til et halvt år. Dermed vil der også ind i 2017 være undtagelsestilstand i Frankrig.
Under undtagelsestilstand, også kendt som nødret, bliver normale love og rettigheder tilsidesat på grund af omstændigheder, der truer samfundets struktur eller eksistens.
Det giver de franske myndigheder yderligere magtbeføjelser over for borgerne. Blandt andet er det muligt at ransage hjem uden en dommerkendelse eller at forbyde større forsamlinger.
/ritzau/