Fragtskib er stødt på grund syd for Læsø

Myndighederne tilbageholder skib, som lastet med sojabønner gik på grund på vej mod Polen.

Et fragtskib er stødt på grund syd for Læsø. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et miljøskib holder øje med et stort fragtskib, som er stødt på grund syd for Læsø og øst for Hals.

Det oplyser Forsvarets søredningstjeneste lørdag om det 200 meter lange skib “Hakata Queen”, som natten mellem torsdag og fredag ramte havbunden undervejs mod Gdansk i Polen.

Siden har skibet stået fast, og det danske fartøj “Mette Miljø” er rutinemæssigt i nærheden. Der har ikke været tegn på udslip af olie.

Mere end et døgn efter grundstødningen er “Hakata Queen” fortsat tilbageholdt, oplyser søredningstjenesten.

De danske myndigheder venter på en plan for, hvordan skibet skal bringes fri af bunden. Derefter skal det undersøges af dykkere.

Skibet, der sejler under Panama-flag, er lastet med sojabønner fra Argentina, skriver Maritime Denmark.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS