Fotovogne er ubrugelige på motorvejen
Bilister, der træder for hårdt på speederen på landets motorveje, behøver ikke frygte en hilsen fra politiet med billede og girokort vedlagt.
De mange nye fotovogne, som politiet tog i brug tidligere på året, kan nemlig ikke bruges på motorveje. Det bekræfter Rigspolitiet over for TV2 Nord.
Det er en softwarefejl, der er skyld i miseren. Hvis man kører hurtigere end 140 kilometer i timen, får man et såkaldt højhastighedstillæg oveni bøden. Men softwaren kan lave fejl i tillægget. Derfor bliver ingen af landets nye fotovogne brugt til at måle høje hastigheder på motorvejene, fortæller vicepolitiinspektør Arne Martinsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
»Af hensyn til retssikkerheden skal vi være sikre på, at de bøder, vi stikker ud, er i overensstemmelse med det, de skal være,« siger han til TV2 Nord.
Politiet håber, at man har så meget styr på teknikken, at fotovognene kan tages i brug på motorvejene til november.
Det er ikke kun fartbøller på motorvejen, der slipper for bøde. Fotovognene kan heller ikke måle motorcyklister.
Vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt fra Nordjyllands Politis færdselsafdeling forklarer problemet:
»Køretøjerne er simpelthen for små til, at vi får tilstrækkelig refleksion på udstyrets laserudstyr,« siger han til TV2 Nord.
Hvornår udstyret bliver i stand til at måle motorcyklister, står hen i det uvisse.