Fotodrama: Kendisser deler ‘uheldige’ billeder
Flere forældre ønsker at få redigeret skrammer, eksem eller pletter væk fra børns skolefotos.
Torsdag er det kommet frem, at flere forældre vil have deres børns skolefotos redigeret.
Det har flere skole- og institutionsfotografer fortalt til DR.
De fortæller, at forældre ringer for at få retoucheret børnenes billeder.
Artiklen fortsætter under videoen
Det har fået flere danske politikere til at reagere. Og dele det, som nutidens forældre nok næppe vil kalde for et Kodak-moment.
Dem kan du se i galleriet over artiklen – og herunder.
Ændret eller ej
En af fotograferne er Edyta Sørensen, der tager billeder af børn i vuggestuer og børnehaver i København og omegn.
– Jeg redigerer hele tiden. Nogle forældre kan jeg overbevise om at lade være med at ændre for meget, men nogle forældre vil absolut have, at det skal ligne et maleri, siger fotograf Edyta Sørensen fra Iperspektiv til DR.
Hun oplever, at omtrent halvdelen af alle forældre vil have ændret et eller andet ved deres børns billede.
Edyta Sørensen fortæller dog, at hun prøver at få forældrene til at vælge den naturlige løsning, fordi hun ikke mener, at retouchering er nødvendig.
Politikernes budskab
Man er, som man er.
Sådan lyder budskabet fra flere politikere – på tværs af politiske skel – som torsdag deler deres gamle skolefotos på sociale medier.
Delingen sker som reaktion på, at DR har beskrevet, hvordan flere forældre ønsker at redigere deres børns skolefotos. Det kan være at få redigeret en skramme væk fra ansigtet eller en savlplet væk fra tøjet.
Blandt andre deler statsminister Mette Frederiksen (S), Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Venstres næstformand, Inger Støjberg deres gamle skolefotos.
– Redigerede børnebilleder. Nej vel! Vi er, som vi er. Skæve tænder eller noget andet eller tredje, skriver Mette Frederiksen på Instagram.
(Der er flere billeder og ord under disse opslag)
Partiformanden for Konservative, Søren Pape Poulsen, kan man også se i en meget ung udgave med et par manglende tænder og stort smil.
Han har ligeledes en kommentar med til forældrene, der vil have redigeret deres børns billeder.
– At opdrage børn til, at man da bare kan retouchere virkeligheden væk, giver ikke børnene mere selvværd eller robusthed til at møde verden. Vi skal ikke feje alt det, der er svært, væk fra vores børn, skriver han på Instagram.
Flere deler billeder
Det er dog ikke kun politikere, der har delt deres gamle skolebilleder. Det er både private og kendisser.
Blandt de sidste er Michelle Kristensen, kendt for at give gode mad- og fitnessråd i dit morgen-TV.
“Jeg bliver både rasende og ked af det, når jeg i dag har kunne slå øjnene op til nyheden om, at omkring 50% af forældrene i DK vil have deres barns skolefoto redigeret og fjernet de “fejl” deres barn har”, skriver hun i sit opslag.
Også den kendte radiovært og DJ ‘Lille Lars’har været ved tasterne.
“Min holdning er at det både er mærkeligt og trist”, skriver han.
Social-media-guruen Thomas Bigum kunne heller ikke lade være.