Forvent kø: Trafik-kaos venter

Der er udsigt til dage, hvor trafikken vil blive voldsomt presset

Offentliggjort

Pinsen er næste skud på stammen i rækken af helligdage på denne side af sommerferien, og som altid betyder det, at mange vil begive sig ud på en længere køretur, hvilket kan give perioder med tæt trafik, kødannelser og forlænget rejsetid.

Sådan lyder det fra Vejdirektoratet. 

Størst risiko

Fredag eftermiddag mellem kl. 13.00 og 19.00 er det tidspunkt med størst risiko for at blive fanget i en kø, da udrejsetrafikken her vil blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik, når folk skal hjem fra arbejde.

Lørdag mellem kl. 11.00 og 14.00 er der ligeledes risiko for tæt trafik flere steder i landet.

Jylland mod Fyn

Trafikken vil disse dage hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland og Fyn via E20 og rute 21 mod Sjællands Odde, mens det modsatte scenarie vil udspille sig om mandagen på 2. pinsedag, hvor hjemrejsetrafikken vil give udfordringer på samme strækninger, men denne gang i østgående retning mod København og omegn.

Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt kører uden for de nævnte tidsrum.

Pres ved sommerhuse

Det flotte og solrige forårsvejr forventes at trække rigtigt mange mennesker mod de store sommerhusområder rundt omkring i Danmark. Trafikalt vil det især give udfordringer på rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse, rute 21 mod Sjællands Odde, rute 11 langs den jyske vestkyst mellem Ribe og Ringkøbing og rute 40 mod Skagen.

Royal Run

2. pinsedag er der Royal Run med deltagelse af tusindvis af løbeglade danskere. Det kan give lokal tæt trafik omkring værtsbyerne Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København.

Vær ekstra opmærksom i og omkring Fredericia, hvor trafikken til arrangementet vil blande sig med pinsens hjemrejsetrafik. Det gælder særligt i tidsrummet mellem kl. 8.30 og 12.00.

Powered by Labrador CMS