Forværrer Esbjergs krise

Fredericia er nyt tophold i 1. division efter en 1-0-sejr hjemme over Esbjerg, der fortsat er uden sejr

Nicklas Strunck og Esbjerg har fået en kedelig start på sæsonen. Fotoet er fra tidligere i sæsonen, da Esbjerg mødte Helsingør.
Nicklas Strunck og Esbjerg har fået en kedelig start på sæsonen. Fotoet er fra tidligere i sæsonen, da Esbjerg mødte Helsingør.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der hænger fortsat mørke skyer over 1.-divisionsklubben Esbjerg fB.

Fem kampe inde i sæsonen ligger holdet stadig næstsidst i rækken og står kun noteret for to point, efter at det tirsdag blev til et 0-1-nederlag på udebane til FC Fredericia.

Midt i anden halvleg scorede slideren Valence Nambishi et kludemål efter et hjørnespark. Sejren sender Fredericia op på førstepladsen i landets næstbedste fodboldrække, men holdet har også spillet en kamp mere end konkurrenterne Lyngby og FC Helsingør.

Styrede spillet

Det var Esbjergs anden kamp efter fyringen af omdiskuterede Peter Hyballa, men Esbjergs nye træner, Roland Vrabec, har fortsat til gode at sætte sit spillemæssige aftryk på det vestjyske hold.

Fredericia var spilstyrende gennem næsten hele kampen og skabte langt de fleste og største chancer. 

Kun uskarphed hos hjemmeholdets spillere, herunder rækkens topscorer, Samson Iyede, sørgede for, at Esbjerg helt til det sidste kunne håbe på et enkelt point.

Erstattede skadet

Tidligt i første halvleg blev rutinerede Kevin Conboy sendt på banen for Esbjerg for at erstatte en skadet Seid Korac.

 33-årige Conboy var en af de fire spillere, der var blevet degraderet til U19-truppen under den nu fyrede Peter Hyballas regime i Esbjerg.

Efter lidt mindre end en times spil kom Patrick Egelund på banen for Fredericia. 

I begyndelsen af august var han en blandt en række spillere, som frivilligt fik ophævet kontrakten i uroplagede Esbjerg.

Kunne ikke bryde dødvandet

Egelund skulle kun bruge kort tid på banen, før han voldte bøvl for sin tidligere holdkammerater, men heller ikke han kunne bryde dødvandet på måltavlen.

Midtvejs i anden halvleg kom så det fortjente føringsmål til hjemmeholdet, som dog også fik god hjælp af Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg.

Kunne nemt afvise 

Den tidligere U21-landsholdsmålmand gik helt skævt ud til et hjørnespark, og bag ham forsømte hans kolleger også at få sendt bolden ud af farezonen. 

I stedet faldt den ned for fødderne af Valence Nambishi, der midt i klumpspillet foran mål kunne prikke bolden over stregen.

Fredericia stillede sig efterfølgende en smule længere tilbage på banen, men havde nemt ved at afvise Esbjergs sølle forsøg på et modsvar i resten af kampen.

Esbjerg fB

Esbjerg forenede Boldklubber blev grundlagt 23. juli 1924

Klubben har hjemmebane på Blue Water Arena i Esbjerg, hvor den har en kapacitet på 17.442 tilskuere.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS