Forurening af drikkevand bekymrer mest
En dugfrisk meningsmåling foretaget af Altinget viser, at danskerne bekymrer sig om rent drikkevand. Faktisk er forurening af grundvandet den miljøtrussel, som bekymrer danskerne mest.
Grundvandsressourcen er i Aalborg Kommune mange steder sårbart. De fleste steder i Danmark er der jordlag, der omdanner for eksempel nitrat fra landbruget og forhindrer forurening af grundvandet.
Jordlagene i Aalborg Kommune adskiller sig fra resten af landet, så grundvandet er her mere sårbart for nedsivning af forurenende stoffer.
– Nordjylland er et af de områder i landet, hvor de højeste koncentrationer af nitrat forekommer i grundvandet, og koncentrationen af nitrat i drikkevandet hos de almene vandværker ligger relativt højt i forhold til resten af landet. Det skyldes blandt andet, at den naturlige beskyttelse af grundvandet er dårlig, siger seniorforsker Birgitte Hansen fra GEUS.
I Danmark bliver for eksempel landbruget reguleret for at mindske risikoen for forurening med nitrat, pesticider og andre miljøfremmede stoffer. Staten udpeger de sårbare områder, og kommunerne skal ud fra det fastsætte rammerne for, hvordan vandværkerne skal beskytte drikkevandet, hvor der er behov for ekstra beskyttelse.
Kommunen skal give os gode rammer
Vandværkerne i Aalborg Kommune har stor interesse i at bevare høj kvalitet i deres produkt – nemlig rent drikkevand til forbrugerne. Kommunens største vandværk er ingen undtagelse.
– Som vandforsyning har vi én primær opgave og interesse – nemlig at levere et godt produkt til vores kunder. Og for at vi kan blive ved med at levere rent drikke-vand, er det vigtigt, at kommunen giver os rammerne til det. Vi vil nødigt ud i en situation, hvor vi skal til at rense vandet for forurenende stoffer, inden vi kan sende det ud til kunderne. Så for vores arbejde er det vigtigt, at Aalborg Kommune går forrest og understøtter vandværkerne i at bevare en god vandkvalitet, og derved giver borgerne tryghed i at drikke vandet direkte fra undergrunden, siger leder af Grundvand & Vandkvalitet Per Grønvald fra Aalborg Forsyning, Vand A/S.
Politisk faglighed
Grundvandsrådet og Aalborg Byråd var indbudt til et temamøde, hvor den nyeste faglige viden inden for nitrat i grundvand blev fremlagt.
– Drikkevand og grundvandsinteresser berører os alle – også selv om vi måske ikke tænker over det i det daglige, når vi åbner for vandhanen. Der er mange forhold, som kræver indsigt, inden der skal træffes beslutningerne om vores kommende indsatser. Så derfor synes vi, det giver god mening at åbne dørene op. Med temadagens oplæg og drøftelser har mødets deltagere nu den samme viden, når der skal drøftes konkrete indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse, siger Jane Stampe, chef for Miljø- og Energiplanlægning i Aalborg Kommune.