Fortsat mystik om dansk basketspillers pludselige død
En obduktion af den danske basketballspiller Rasmus Glarbjerg Larsen viser intet nyt om dødsårsag.
En obduktion af Rasmus Glarbjerg Larsen viser intet nyt om årsagen til den 20-årige basketballspillers pludselige død.
Det skriver den belgiske avis L’avneir.net, efter at de belgiske sundhedsmyndigheder har foretaget en obduktion af danskeren for at fastslå dødsårsagen.
Den manglende klarhed betyder, at der nu iværksættes yderlige undersøgelser af de belgiske myndigheder.
Rasmus Glarbjerg Larsen blev fundet død i sidste uge i sit hjem i Belgien af repræsentanter fra danskerens klub, som opsøgte danskeren, da han ikke dukkede op til aftalt mødetid.
Rasmus Glarbjerg Larsen spillede for den belgiske basketball-klub Proximus Spirou.
Belgien er i den seneste tid også blevet ramt af to andre dødsfald i sportens verden. To fodboldspillere er døde efter hjertestop i de seneste to uger.
/ritzau/