Forsvundet i tre uger: Dreng fundet i skorsten
Den 14-årige Harley Dilly blev sidst set den 20. december, da han gik til skole. Tre uger senere blev han fundet død i en skorsten.
Siden slutningen af december har politi, brandvæsen og frivillige ledt efter den 14-årige Harley Dilly, der sidst blev set gå til skole fra sit hjem i Ohio.
Godt tre uger efter er liget af den 14-årige dreng blevet fundet i skorstenen i et ubeboet hus, skriver People.
Artiklen fortsætter efter videoen
Frakke og briller på gulvet
Mandag nat blev liget af den 14-årige fundet i en skorsten i et sommerhus, der var ubeboet og under renovering. Det selvsamme hus var flere gange blevet undersøgt af politiet, men det var først for nylig, at nabolaget fik politiet på rette spor.
I husets anden sal blev teenagerens frakke og briller fundet. Ved nærmere undersøgelse blev drengen fundet i skorstenen.
– Der ser ud som om, at Harley har klatret op af antennetårnet til taget og er kommet ind gennem skorstenen. Da han først var i skorstenen, blev Harleys jakke og briller skubbet ud gennem et røgrør og ind på husets anden sal, lyder det fra Port Clinton Police Department Chief Robert Hickman i en pressemeddelelse.
Døde som følge af en ulykke
Politiet finder ingen tegn på, at der er sket en forbrydelse, men at drengens død er en tragisk ulykke.
Ifølge retsmedicinere i sagen er dødsårsagen kompressiv asfyksi, som oftest sker, når tung vægt eller tryg på kroppen gør, at man ikke er i stand til at trække vejret.
Alle resultater fra obduktionen er dog ikke klar endnu. Retsmedicinere afventer fortsat en toksikologi-rapport.
Stukket af efter skænderi
Det var formentlig et skænderi med sine forældre, der fik den 14-årige Harley Dilly til at tage væk hjemmefra.
Dagen før, han sidst blev set, havde hans forældre taget hans telefon. Det var en ofte benyttet straf, når der var konflikter i hjemmet. Da han ikke havde en telefon på sig og i forbindelse med konflikter i hjemmet har en historik for at blive væk fra hjemmet natten over, var forældrene ikke bekymret, da de ikke hørte fra ham.
Det blev de først, da der var gået et par dage. Da blev efterlysningen udsendt med en dusør på over 18.000 dollars til dem, der kunne komme med brugbare informationer i sagen.
Familien har efterfølgende takket for hjælpen fra de mange frivillige, der har hjulpet i sagen.