Forsvundet barn genforenet med sine forældre: -Nåede at indtage godt fire rationer fredagssnold
En historie har godt af en lykkelig slutning; sådan en har denne.
Newsbreak.dk fortalte tidligere fredag, at der i nærheden af Sønderborg var blevet fundet et lille barn, der virkede til at være blevet væk fra sine forældre.
Syd og Sønderjyllands Politi brugte da Twitter til at udbrede historien om barnet i håbet om, at barnets forældre, eller anden familie, ville blive opmærksomme på historien.
I farten var der et par detaljer, der viste sig at være forkerte; i Newsbreak.dks oprindelige artikel fortælles det, at der er tale om en pige, formentlig udlænding.
Det viser sig nu, at der er tale om en langhåret dansk dreng.
Og om ham er der nu godt nyt:
– Vi har fået kontakt til forældrene, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, til Newsbreak.dk.
På Twitter fortælles det også, at drengen blev tilbudt fredagsslik, mens han ventede på, at hans forældre blev fundet.
Det tilbud kunne han ikke sige nej til. Han nåede faktisk at spise fire rationer, inden hans forældre blev lokaliseret.
Alt i alt en lykkelig slutning.