Forsvinder helt fra Rusland

Danfoss har været i Rusland siden 1993. Nu forbereder virksomheden sig på at trække sig helt ud landet

Nu trækker den sønderjyske virksomhed sig ud af både Rusland og Belarus.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske virksomhed Danfoss forbereder exit fra Rusland og Hviderusland.

Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Sanktioner, forstyrrelser i forsyningskæden og logistiske udfordringer er blandt årsagerne til, at virksomheden trækker sig fra det russiske og hviderussiske marked.

Forretningen i de to lande har været sat på pause i knap fem uger, og der er derfor ikke meget forretning tilbage, lyder det fra Danfoss.

Svær beslutning

Virksomhedens ledelse har i noget tid vidst, at Danfoss ville trække sig fra Rusland og Hviderusland, men har prioriteret medarbejdernes sikkerhed og velbefindende før udmeldingen.

Det er endnu uvist, hvornår Danfoss er fuldt udtrukket fra Rusland og Hviderusland.

Danfoss har været i Rusland siden 1993 og har omkring 1300 medarbejdere i de to lande.

- Vores teams i Rusland og Hviderusland er fortræffelige, og det gør denne beslutning så meget sværere. Vi beklager beslutningen, men i den nuværende situation ser vi ikke andre muligheder, skriver Danfoss i pressemeddelelsen.

Evakuerer medarbejdere 

Danfoss er langtfra den eneste danske virksomhed, som har valgt at trække sig fra Rusland.

Torsdag trak vinduesproducenten Velux og entrepenørfirmaet Aarsleff sig også. Jysk lukkede onsdag sine 13 butikker i landet permanent, mens Carlsberg mandag oplyste, at virksomhedens russiske forretninger er blevet sat til salg.

Siden 4. marts har Danfoss' forretninger i Ukraine været sat på pause grundet krigen.

Siden invasionens start 24. februar har Danfoss evakueret medarbejdere og deres familier. 50 ukrainere - inklusiv 11 Danfoss-ansatte - er blevet evakueret til Polen. Yderligere 18 ukrainere er evakueret til andre lande.

Blandt de største danske

Alle evakuerede voksne ukrainere er blevet tilbudt arbejde i Danfoss på den polske fabrik Grodzisk.

Med over 40.000 ansatte fordelt på mere end 100 lande er Danfoss en af de største danske virksomheder.

Danfoss, som blev grundlagt i 1933, er mest kendt for produktion af termostater. Virksomheden laver også køleanlæg, luftkonditionering, elektromotorer og ventiler.

Desuden udvikler de løsninger til vedvarende energi inden for solkraft og varmepumper.

Virksomheden trak sig ud af 2021 med et nettooverskud på knap 4,7 milliarder kroner.

Danfoss A/S er en international koncern, der er førende inden for forskning, produktion og udvikling af mekaniske og elektroniske komponenter samt systemløsninger. Virksomhedens mest kendte produkt er termostater til varmeregulering, men Danfoss har også en bred produktportefølje inden for sol- og vindenergi samt fjernvarme og fjernkøling. 

Virksomheden er i dag en global milliardvirksomhed, der fortsat ejes af grundlæggerens familie gennem en familiefond, som Mads Clausens enke, Bitten Clausen, grundlagde i 1971. 

Danfoss har 95 fabrikker (september 2021) i mere end 20 lande, og selskabet sælger sine produkter i mere end 100 lande. Der er mere end 37.000 medarbejdere (september 2021) i den samlede koncern. Heraf omkring 5.300 ansatte i Danmark. Hovedsædet er beliggende i Nordborg på Als.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS