Forsvarets nye kampfly er værre end de gamle
Danmarks nye kampfly bruger 60 procent mere brændstof end de fly, som de skal afløse, viser nye tal.
De nye F-35-kampfly, som Danmark vil modtage mellem 2023 og 2027, kommer til at gøre det svært for Forsvaret at nedbringe sin udledning af drivhusgasser, skriver Altinget.
F-35-kampflyene bruger nemlig 60 procent mere brændstof og udleder 60 procent mere CO2 per gennemsnitlig flyvetime end de op til 45 år gamle F-16-fly, som F-35-flyene skal afløse.
Det oplyser det norske forsvarsministerium til Altinget.
Norge modtog i 2018 de første F-35-fly og har ligesom Danmark F-16-fly.
Et bredt politisk flertal har ellers besluttet, at Danmark frem mod 2030 skal nedbringe sin udledning af drivhusgasser med 70 procent.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har flere gange slået fast, at Forsvaret skal deltage i det arbejde.
– Forsvarets kerneopgave er selvsagt sikkerhed. Derfor kan vi ikke bare stoppe vores vigtige indsats med kampfly trods den klimamæssige slagside, siger ministeren til Altinget og fortsætter:
– På den korte bane kommer vi til at udlede mere med de nye F-35. Derfor er det vigtigt, at vi bidrager til udviklingen af nye og grønnere teknologier på brændstofområdet.
Forsvarsministeren gør samtidig opmærksom på, at der er igangsat et arbejde med at udvikle en ny og mere ambitiøs klimastrategi for Forsvaret.