Forsvaret: Dansk konvoj angrebet af selvmordsbomber

Fem civile er såret i angreb mod dansk konvoj i Afghanistan. Ingen danskere er kommet noget til.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk Nato-konvoj er blevet angrebet af en selvmordsbomber i den afghanske hovedstad, Kabul.

Ingen danskere er kommet noget til, skriver Forsvaret på Twitter.

– DK konvoj angrebet af selvmordsbombe i Kabul. Ingen danskere sårede, står der.

Flere civile er såret i angrebet, der fandt sted i det vestlige Kabul søndag.

– Angrebet er sket i forbindelse med en eskortopgave, den danske konvoj havde, siger presserådgiver Søren Lindhardt til Ekstra Bladet.

Han understreger desuden, at der stadig ikke er flere informationer om de sårede.

Ifølge kaptajn William Salvin, der er talsperson for den Nato-ledede mission Resolute Support, er der tale om fem. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det afghanske indenrigsministerium oplyser dog ifølge nyhedsbureauet AP, at det er tre personer.

Har angrebet gentagne gange

Ingen har taget skylden for angrebet. Men både Taliban og Islamisk Stat har gentagne gange angrebet både afghanske og internationale styrker i løbet af de seneste år.

Resolute Support er i Afghanistan på et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. 39 lande deltager ifølge Forsvaret i missionen.

Målet er blandt andet at støtte træne og rådgive afghanerne, så de kan varetage egen sikkerhed.

Det danske styrkebidrag bistår af cirka 100 personer og er spredt over det meste af landet. Her træner soldaterne lokale regeringsstyrker og laver transport- og bevogtningsopgaver.

De er udsendt på et mandat, der udløber med udgangen af 2018.

Powered by Labrador CMS