Forsvarer: Politiet brød loven i narkosag
“Jeg er sur, brormand,” skrev colombianer til tiltalt i kokainsag. Den tiltalte blev presset, siger forsvarer.
En kriminel colombianer har været så ivrig efter at få en landsmand og en tysker til at indgå en aftale om køb af kokain for 43 millioner, at han har overtrådt den danske lovgivning.
Det siger tyskerens forsvarer torsdag i Retten i Aarhus om manden, der spillede skuespil i et hemmeligt samarbejde med politiet.
Og det er ikke det eneste problem, lyder det fra advokat Henrik Garlik i sin forsvarstale på godt to en halv time.
– Der er sket en krænkelse af retsplejeloven og af den kendelse, som retten har afsagt, siger advokaten.
Loven siger, at en civil person kun må yde en “yderst beskeden” bistand til politiets efterforskning. Men den colombianske mand, der kaldes Maria, gik meget langt.
– Han sendte sms’er og foretog telefonopkald, han holdt møder på natklubber og restauranter og kom konstant med opfordringer til at indgå en handel, siger Henrik Garlik.
På caféer og en restaurant i København mødtes Maria med tyskeren og dennes ven. Det havde politiet forinden fået tilladelse til af en dommer. Men Maria måtte ikke indgå aftale om leverance af kokain, bestemte dommeren.
Men det skete faktisk, mener Garlik, som konkluderer, at politiet og agenten har forbrudt sig mod dommerens tilladelse.
Den 30-årige tysker var slet ikke interesseret i den enorme narkohandel, hævder forsvareren – og understreger, at Maria ikke var den eneste skuespiller, der agerede på diverse caféer, restauranter og natklubber i Bogota, København og Aarhus.
– Han svømmede bare med, det hele var opspind, siger Henrik Garlik.
Ifølge loven må politiet og ordensmagtens hjælpere ikke friste mistænkte ud i kriminalitet, de ellers ikke vil begå, men forløbet viser, at Maria lagde pres på, mener forsvareren.
Faktisk blev tyskeren “bombarderet” med sms’er. “Hvad sker der? Du respekterer ikke,” skrev han blandt andet. Andre lød: “Jeg er kommet langvejs fra” og “Jeg er sur, brormand”.
Også en britisk undercover betjent Tony lagde på møder i Aarhus et vist pres på tyskeren. “Jeg giver dig til i morgen,” og “i morgen er der ikke noget med at fucke rundt med pengene”, sagde Tony.
– Det er jo nærmest trusler, siger advokaten.
Han mener også, at dansk politi lidt for villigt er “hoppet med på” informationer fra det amerikanske narkopoliti, DEA.
Dommen ventes afsagt sidst på måneden.
/ritzau/