Forsvar og politi finder tegn på oliespild i dansk farvand

Fra Forsvarets side opfordrer man folk til at hjælpe til med indberetninger.

Der er søndag blevet fundet olie i vandet ved As Vig nær Juelsminde, oplyser vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er i løbet af søndag fundet flere forekomster af olie i og nær dansk farvand. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse. Forekomsten af olie kan have forbindelse til det portugesiske fragtskib, Victoria, der fredag aften stødte mod grunden i vandet nord for Fyns Hoved.

Da ulykken blev konstateret, blev skibet beordert til at kaste anker. Skibet lå søndag aftermiddag stadig for anker. Her ventede man på, at vejret blev roligt nok til, at en dykker kunne komme ned og undersøge skaderne. Situationen skal undersøges nøje, og man skal sikre sig, at der ikke er risiko for miljøet, inden skibet kan sejle videre.

– Der er hul på tanke, der indeholder olie, men vi kan ikke endeligt sige, om der er sket lækage, eller hvor stor den i givet fald er. Olien flyder oven på det vand, der trænger ind i tanken, og vandstanden i tanken er steget betragteligt. Hullet er formentlig omkring ni meter under vandoverfladen, og det kan være en hjælpende faktor i forhold til at holde på olien, da trykket på den dybde kan være med til at holde olien inde, siger vagtholdslederen ved Forsvaret i pressemeddelelsen.

Folk kan hjælpe til

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Forsvaret, der i pressemeddelelsen opfordrer folk områderne mellem Samsø, Horsens Fjord og Vejle Fjord til at holde øjnene åbne. Hvis man finder olie på strandene, kan man ringe til 114 og melde det til det lokale politi.

Mens man venter på, at skibet bliver grundigt undersøgt, har Forsvaret indsat miljøskibene Marie Miljø og Gunnar Thorsen samt to patruljefartøjer, der er i området for at holde øje med farvandene.

Flyverhjemmeværnets overvågningsfly og Flyvebåbnets helikoptere har af flere omgange været over området og har afsøgt både farvand og kyster for at holde øje med, om der dukker olie op.

– Vi afsøger løbende området omkring skibet og har haft skibe langs med kysterne. Vi har ikke kunnet konstatere noget fra hverken luften eller fra søsiden, indtil søndag middag. Vi er endnu ikke sikre på, hvor stort et udslip der er tale om. Olien har en tendens til at ligge og flyde lige under overfladen. Det betyder, at man ikke ser den flade havoverflade som man ellers forbinder med olieudslip, siger vagtholdslederen i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS