Førstepladsen er i hus
Danmark har nu fået 10 point i fem kampe
Danmarks håndboldkvinder slår Østrig 38-22 på udebane i EM-kvalifikationen og sikrer sig førstepladsen i puljen.
Danmarks håndboldkvinder vandt i meget sikker stil onsdag sit femte af fem mulige opgør i EM-kvalifikationen.
På udebane bankede Jesper Jensens tropper Østrig med 38-22 efter 21-10 ved pausen.
EM-plads sikret
Danmark var på forhånd sikret en plads ved EM, der bliver afviklet i Montenegro, Slovenien og Nordmakedonien til november.
Men førstepladsen var på spil mod østrigerne, og den er nu sikret før det afsluttende opgør på hjemmebane mod Færøerne på lørdag.
Det samme er efter sejren en førsteseeding til EM-slutrunden.
10 point i toppen
Danmark topper gruppen med 10 point, mens Østrig og Rumænien med hver fem point på de følgende pladser skal fordele den sidste EM-billet.
Opgøret startede nogenlunde lige, men frem mod pausen trak Danmark fra, og kampen var reelt afgjort ved pausen.
Det gav landstræner Jesper Jensen mulighed for at bruge bredden i sin trup, og det afspejlede sig også på den danske topscorerliste, hvor hele 12 forskellige spillere blev noteret for træffere.
Kristina Jørgensen og Mette Tranborg lavede henholdsvis syv og seks mål.