Første VM-finalist på plads: Nu venter Kroatien eller England

Frankrig slog Belgien.

Samuel Umtiti (th) blev Frankrigs helt. Foto: Scanpix/Natacha Pisarenko
Offentliggjort Sidst opdateret

Frankrig spillede sig for tredje gang i landets historie i en VM-finale i fodbold, efter holdet tirsdag slog Belgien med 1-0 i semifinalen i Rusland.

Samuel Umtiti blev helten for Frankrig, da han scorede kampens eneste mål i starten af anden halvleg.

Frankrig får dermed mulighed for at gentage landsholdets succes fra for 20 år siden, hvor holdet vandt VM på hjemmebane med en 3-0-sejr over Brasilien.

Det var to hold, der fra kampens start viste, hvorfor netop de var kommet hele vejen til semifinalen.

Kampen var fyldt med tempo og energi fra første fløjt, og begge hold fik spillet sig frem til et flere store chancer i første halvleg.

Efter 12 minutters spil fik Kylian Mbappé en friløber mod mål, men den lynhurtige franskmand var ikke hurtig nok, og Belgiens målmand, Thibaut Courtois, snuppede bolden for fødderne af Mbappé.

Fem minutter senere var det franske Blaise Matuidi, der sendte et hårdt skud mod mål, som Courtois igen måtte tage sig af.

Bare et minut senere var det Belgien, der var tæt på at score kampens første mål, da Eden Hazard sendte et hårdt skud afsted fra venstrekanten.

På det efterfølgende hjørnespark måtte Hugo Lloris i det franske mål diske op med endnu en flot redning, da en af halvlegens største chancer blev sendt mod mål af Toby Alderweireld.

Mod slutningen af første halvleg var Frankrig farligst og var flere tæt på scoringer.

Trods de mange chancer måtte begge hold gå til pause uden mål på kontoen.

Anden halvleg var seks minutter gammel, da den franske forsvarsspiller Samuel Umtiti stod på det helt rigtige sted ved et fransk hjørnespark, og han fik headet bolden i mål til fransk 1-0-føring.

Det fik sat gang i belgierne. Først måtte Lloris bokse en bold ud af det franske felt, og kort efter havde Belgiens Marouane Fellaini et fremragende hovedstødsforsøg, men scoringen udeblev.

Ti minutter før tid var belgierne igen tæt på to gange, men igen lykkedes det ikke for dem at få bolden hele vejen i kassen.

Og til slut måtte de belgiske stjerner se drømmen om landets første VM-finale glide ud i sandet.

Det er første gang i 25 kampe, at det belgiske landshold taber.

I finalen skal Frankrig møde Kroatien eller England. De to hold spiller den anden semifinale onsdag.

Finalen bliver spillet søndag klokken 17 dansk tid.

Powered by Labrador CMS