Første stærekasser sat op: Her kan du blive blitzet
De første stærekasser er nu blevet sat op. Her kan du møde de faste fotofælder.
Mandag har politiet sat de første stærekasser op ved Måløv nord for Ballerup. Det oplyser Transport- Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Det drejer sig i første omgang om to stærekasser, og senere er det meningen, at der skal opsættes 20 stærekasser – der officielt kaldes stationær automatisk trafikkontrol (ATK).
– De faste ATK-standere skal øge trafiksikkerheden i Danmark. Erfaringer viser, at de fleste bilister sænker hastigheden, når de kan se, at der er fartkontrol. Derfor kan stærekasserne være med til at øge trafiksikkerheden på de strækninger, hvor Vejdirektoratet og Rigspolitiet har vurderet, at risikoen for ulykker er stor, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ifølge pressemeddelelsen.
Opsætningen af stærekasserne betyder samtidig, at der vil være færre fotovogne på vejene. Stærekasserne erstatter nemlig et tilsvarende antal fotovogne.
I løbet af sommeren vil de næste fem standere blive sat op på tre lokationer rundt om i landet. De resterende standere og kameraer forventes opsat i løbet af sensommeren og efteråret. Se i galleriet ovenfor, hvor du snart kan risikere at møde stærekasserne.