Første gang i fire år: Barometer viser rødt flertal
Det er med alle de forbehold, der nu en gang skal tages, når det handler om meningsmålinger og den usikkerhed, der er forbundet med den slags øvelser.
Men torsdag kan det konstateres, at Berlingskes Barometer for første gang siden oktober 2011 viser et rødt flertal.
Rød blok står til 88 mandater, mens blå blok måles til 87 mandater.
Barometeret udmærker sig ved at være et vægtet gennemsnit af de målinger, de forskellige institutter – med undtagelse af Megafon – foretager.
En tommelfingerregel byder, at det er forbundet med en usikkerhed på 2-3 procentpoint, når en enkelt måling måler blokkenes styrke, men i kraft af at være et gennemsnit af de andre målinger er det med korkbælte og svømmevinger hos barometeret: Her er usikkerheden på omkring 1-1,5 procentpoint.
Siden valgkampen blev skudt i gang, har en stribe målinger givet rød blok et beskedent forspring, og ni dage inde i valgkampen synes momentum at være med de røde partier. Institutterne Wilke, Voxmeter og Greens registrerer alle, at rød blok står til akkurat 50 procent af stemmerne, mens Gallup fortsat giver blå blok et lille forspring.
Søndag 25. maj – to dage før statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev valget – stod blå blok i Berlingske Barometer til at få 90 mandater, og de fleste iagttagere spåede rød blok beskedne chancer for at hente forspringet, inden vælgerne går i stemmeboksene 18. juni.
Men de forudsigelser er blevet gjort til skamme, og det skyldes ikke mindst Socialdemokraterne og den nye dreng i klassen, Alternativet, der tilsammen tegner sig for størstedelen af den fremgang, rød blok har kunnet notere sig de seneste ni dage.
Der er blevet lavet omkring 450 meningsmålinger, siden regeringen trådte til i 2011 – seks har givet Thornings blok flertal.