Første gang for Felix
Grev Felix har både stået foran kameraet som model og haft sin gang hos rederigiganten Mærsk. Den 22. juli kan han fejre sin 21-års fødselsdag
I tyve år har han kunnet fejre sin fødselsdag som prins.
Men når prins Joachims næstældste søn, Felix, fylder 21 år den 22. juli, er det i stedet med titlen som greve af Monpezat.
For sidste efterår meddelte kongehuset, at hans farmor, dronning Margrethe, ville tage prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims fire børn.
Det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer, lød begrundelsen fra dronningen.
Imens mente prins Joachim, at hans børn var blevet gjort fortræd. Det sagde han i et interview med Ekstra Bladet.
Trådte i kraft 1. januar
Ændringen trådte i kraft 1. januar, men grev Felix og hans tre søskende har altså kunnet beholde deres adelige titler som grever og komtesse.
På trods af sine unge år kan grev Felix skrive både modelarbejde og en stilling hos Mærsk på cv'et.
For to år siden kunne han sætte studenterhuen på hovedet, da han dimitterede fra Gammel Hellerup Gymnasium.
Herefter havde han egentlig planer om en militærkarriere, som det har været kutyme i kongehuset. Men kort efter sin start sagde han farvel til Hærens Løjtnantsuddannelse i september 2021.
- Prins Felix stopper i militæret, fordi det simpelthen ikke ligger til ham, og derfor har han besluttet sig for at stoppe nu. Nu skal prinsen have fred og ro til at finde ud af, hvad han så skal lave, sagde grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, dengang til Billed-Bladet.
Senere begyndte han som trainee hos rederigiganten Mærsk, og sidste år kastede han sig over studierne på Copenhagen Business School (CBS), hvor grev Nikolai også studerer.
Grev Felix er begyndt på uddannelsen International Shipping and Trade, mens grev Nikolai studerer Business Administration and Service Management.
Bor langt fra hinanden
Den unge greve skal dog ikke regne med at løbe ind i storebror, når han bevæger sig rundt på handelsskolen i den kommende tid.
For i august sætter grev Nikolai kursen mod den australske storby Sydney, hvor den 23-årige greve skal læse et semester.
Imens bor grev Felix i København, og ligesom storebror har han også prøvet kræfter med at stå foran en kameralinse. I februar 2022 sprang han ud som model for mærket Georg Jensen.
Og begge brødre har nydt stor opbakning fra forældrene, fortalte de i et fælles interview med Billed-Bladet sidste år.
- Det er fra dem, vi har vores udseende, så de skal på en eller anden måde være stolte, sagde grev Felix med et smil til bladet.
Gik hver til sit
Han og grev Nikolai er sønner af prins Joachim og grevinde Alexandra.
Parrets yngste søn kom til verden på Rigshospitalet i København 22. juli 2002 og blev døbt 4. oktober samme år i Møgeltønder Kirke.
Men blot to år senere annoncerede hans forældre, at de havde valgt at gå hver til sit.
Siden blev prins Joachim gift med franske Marie Cavallier, og parret har givet de to brødre to halvsøskende i form af 14-årige grev Henrik og komtesse Athena på 11 år.
Grev Felix' fødselsdag fejres privat, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling.