Annonce
Første danske rytter er udtaget til Tour de France
Den danske cykelrytter Lars Bak skal igen i år køre med i verdens største cykelløb Tour de France. Den danske rytter er blandt de ni udvalgte fra det belgiske hold Lotto-Soudal.
Holdet er bygget op omkring den tyske sprinter André Greipel, og Lars Bak er primært med for at køre udbrydere ind på de oplagte sprintetaper. Men den rutinerede dansker får også frihed til at køre sin egen chance for etapesejr. Det løfter Lotto-Soudals manager Marc Sergeant sløret for i en pressemeddelelse:
»Vi vil fortsætte den attraktive måde at køre cykelløb på, som har kendetegnet os hele foråret. Det har givet masser af omtale og positive reaktioner. I alle etaper, som ikke ender i en massespurt, må vores ryttere angribe. Det giver dem frihed,« siger han.
Annonce
Det bliver Lars Baks femte Tour de France, hvor han stadig har sin første etapesejr til gode. Løbet starter den 4. juli i Holland.