Forståeligt? Musikere er chokerede over DR

Det efterlader et enormt tomrum, når DR fjerner de tre DAB-radiokanaler, mener brancheorganisationer.

Offentliggjort Sidst opdateret

DR’s lyttere mister muligheden for at få musikalsk diversitet og mangfoldighed, når DR fra 2020 lukker P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz.

Det mener brancheorganisationerne Jazz Danmark og foreningen for komponister og sangskrivere, DJBFA.

– Jeg mener, at det er et af de værste fald, der er sket for det mangfoldige musikliv i Danmark, siger Susi Hyldgaard, der er formand i DJBFA.

– Når man lukker P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz fjerner man det eneste udstillingsvindue, der er for den type musik, siger hun.

Konsekvens af medieforlig

Spareplanen blev præsenteret tirsdag og er en konsekvens af det seneste medieforlig, hvor DR blev pålagt at spare 20 procent på budgettet.

Den betyder, at tre radio- og tv-kanaler skal lukkes, mens 375-400 stillinger nedlægges.

Brancheorganisationerne mener, at de tre kanaler, der nu skæres væk, er med til at hylde mangfoldighed.

Det skyldes, at de – som de eneste – repræsenterer mange forskellige genrer såsom folk, jazz og eksperimenterende pop og rock.

Skulle ikke skæres væk

Derfor mener Susi Hyldgaard, at DR som public service-medie netop skulle have prioriteret disse kanaler i stedet for at skære dem væk.

– De kunstnere, som arbejder i dette felt, lever af at spille koncerter og sælge plader.

– Hvis der ikke er nogen, som ved, de eksisterer, hvem skal så købe deres musik? Og hvem skal gå til deres koncerter?

Også Eva Frost, der er formand i Jazz Danmark, frygter, at kommerciel musik vil komme til at fylde for meget i radiolandet, når P6, P7 og P8 lukker.

– Det er enormt vigtigt, at der er en repræsentation i de danske medier af den kæmpe mangfoldighed, der er i det danske musikliv. Hvis de tre kanaler lukkes, er den mangfoldige musik ikke at finde på DR’s kanaler.

Vigtig viden tabes

Men det er ikke kun på grund af musikken, at både Eva Frost og Susi Hyldgaard ærgrer sig over DR’s beslutning.

Det er også den viden og ekspertise, som journalisterne har om musik og hver dag deler ud af, som forsvinder med lukningerne.

Begge brancheorganisationer er dog indstillet på at finde en anden måde at udbrede musikken på, inden kanalerne lukker i 2020.

Udover lukningen af P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz har ledelsen i DR også besluttet, at kanalerne DR3 og DR Ultra fra 2020 kun skal kunne ses online. Derudover lægges kanalerne DR2 og DRK sammen, skriver dr.dk.

Powered by Labrador CMS