Forslag: Folkekirken bør åbne for afdæmpede lynvielser
Kirkefolk mener, at hurtige kirkevielser kan tiltrække folk, der skræmmes væk af tanken om dyre bryllupper.
Folkekirken bør åbne op for lynvielser, hvor par med kort eller ingen frist kan blive gift, så længe de har det formelle på plads.
Det kan modvirke tidens fokus på forbrug i forbindelse med kirkebryllupper, mener teologer og en biskop ifølge Kristeligt Dagblad.
Forbilledet er Svenska kyrkan i Borås i Sydsverige, hvor man i flere år har arrangeret drop-in-vielser, hvor det kun kræves, at parret viser legitimation for at blive viet.
Ulla Morre Bidstrup, der har skrevet en ph.d.-afhandling om kirkelige handlinger og er uddannelsesleder for Pastoralseminarierne, mener ifølge dagbladet, at folkekirken bør gøre mere for at formidle, at vielse ikke forudsætter et stort forbrug.
– Jeg kan kun tilslutte mig det svenske initiativ, fordi det er en udfordring for den kirkelige vielse, at mange forbinder den med det store udtræk.
– Der vil en mere afdæmpet ramme give mulighed for dem, der måske skræmmes af de store udgifter og iscenesættelsen, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Eksempelvis kunne kirkerne en gang i kvartalet holde åbent hus for par, der har papirerne og præstesamtalen i orden og nu ønsker en hurtig vielse, skriver Kristeligt Dagblad.
Kirken i Borås vil til sommer under “O-ringen-festivalen” tilbyde vielser, hvor par kan gå direkte ind fra gaden og blive viet, så længe de har legitimation med, skriver dagbladet.
/ritzau/