Forskning: For lidt søvn kan ses på vægten

Et søvnunderskud gør dig ikke bare uoplagt, men kan også påvirke din fedtforbrænding og snack-trang. Derfor kan dårlig søvn på sigt føre til overvægt.

Klik igennem galleriet for at blive klogere på søvnunderskud.
Klik igennem galleriet for at blive klogere på søvnunderskud.
Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste har prøvet at sove dårligt i en periode, fordi man grubler over jobbet, er nervøs over en stor præstation – eller børnene har svært ved at sove. Men hvis man konsekvent nedprioriterer sin søvn og er i søvnunderskud kan det have en række sundhedsmæssige konsekvenser.

Et længerevarende søvnunderskud påvirker nemlig på sigt det mentale og fysiske helbred, forklarer professor Naja Hulvej Rod, der forsker i søvn og stress ved Institut for Folkesundhedsvidenskab under Københavns Universitet.

Og herunder spiller det også ind i forhold til vores sundhedsadfærd.

– Det har stor betydning, i forhold til om man eksempelvis kan overskue at spise ordentligt. Dem, der sover dårligt, spiser i højere grad også mere fedt, salt og sukker. Kroppen kræver simpelthen energi på den måde, når man sover dårligt, siger professor Naja Hulvej Rod.

Søvnunderskud kan give dig diabetes

Et nyt, stort studie fra Gøteborg Universitet viser desuden, at diabetes og overvægt forekommer oftere hos mænd, der sover under fem timer hver nat, sammenlignet med dem, der sover syv-otte timer.

Et andet studie fra Uppsala Universitet, som udkom samtidig, viser, at risikoen for overvægt og type 2-diabetes er højere hos dem, der lider af et kronisk søvnunderskud, fordi den dårlige søvn påvirker deres fedtforbrænding.

Hvis man er i søvnunderskud, får man nemlig oftere lyst til hurtig energi og hurtigt sukker – som for eksempel sodavand, forklarer Naja Hulvej Rod. Og det kan selvsagt give udslag på vægten, hvis man hele tiden spiser usundt.

Manglende søvn sløver din forbrænding

Men samtidig kan et søvnunderskud også forringe din metabolisme – altså evne til at forbrænde det, du spiser, forklarer hun.

– Noget af det, der sker i løbet af søvnperioden, er, at man får reguleret, hvordan man omdanner fedt og sukker. Det påvirkes især af meget kort og dårlig søvn. Og der kommer en dysregulering af metabolismen, når man ikke får sovet, siger Naja Hulvej Rod.

Derfor kan man helt forsimplet sige, at et søvnunderskud både giver lyst til dårlig mad, men også skaber kludder i fedtforbrændingen.

– Så det er dårligt på to måder. Og det er derfor, dårlig søvn og vægtøgning over tid kan hænge sammen, siger Naja Hulvej Rod.

Kort tid påvirker ikke

Det har ikke de store konsekvenser, at du i en uge sover dårligt, understreger professoren. Kroppen kan nemlig godt kompensere for et søvnunderskud til en vis grad.

Men på længere sigt kan det øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme, hvis du altid sover for lidt.

Eksempelvis har midaldrende mænd, som sover mindre end fem timer hver nat, dobbelt så høj risiko for at udvikle en alvorlig kredsløbssygdom, som mænd, der sover syv-otte timer. Det viste studiet fra Gøteborg Universitet. Det kunne eksempelvis være hjerteanfald, forhøjet blodtryk og blodpropper.

Sæt de bedste rammer for din søvn

Sæt de bedste rammer for din søvn

– Soveværelset skal være lidt køligere end resten af huset, mørkt og stille. Optimalt omkring 18 grader med plads til personlige præferencer.

– Drop tv’et i soveværelset. Selv om det er slukket vil tv’ets blotte tilstedeværelse påvirke dit centralnervesystem, fordi du ved, muligheden er der.

– Partnere skal ikke nødvendigvis have samme madras eller dyne. Vælg din egen, stol på din krop.

– Dyne og topmadras skal kunne svedabsorbere, når sommernætterne bliver lune.

– For folk med travle liv kan søvn føles som spild af tid. Men vores studie indikerer, at en kortvarig søvn kan føre til kredsløbssygdomme senere i livet, sagde en af professorerne bag studiet for nylig under en konference i The European Society of Cardiology.

Klik igennem galleriet ovenover for at få mere at vide om søvn og sundhed.

Kilder: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Gøteborg Universitet, Sundhedsstyrelse, Naja Hulvej Rod.

Powered by Labrador CMS