Forskere slår fast: Danske asylstramninger virker

Når Danmark og andre europæiske lande gør det sværere at få asyl, kommer der færre ansøgere, viser forskning.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) har stået i spidsen for de seneste udlændingestramninger, men tendensen med at skærpe udlændingepolitikken går tilbage til 2002, påpeger ny undersøgelse. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Politikerne på Christiansborg har gennem det seneste år ad flere omgange strammet reglerne på udlændingeområdet i et forsøg på at dæmme op for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark for at bede om beskyttelse.

Men om de stramninger er en årsag til, at Danmark nu modtager markant færre asylansøgere end på samme tidspunkt sidste år, eller om det snarere skyldes forhold ude i Europa, har hidtil været et åbent spørgsmål.

Nu viser ny forskning imidlertid, at stramninger på asylområdet har en betydning for, hvor mange asylansøgere, der kommer til et land.

Det skriver Kristeligt Dagblad på baggrund af en rapport fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, der offentliggøres fredag.

Fra 1999 til 2015

Rapporten sammenligner data fra 31 OECD-lande i perioden 1999 til 2015.

– Vi kan konstatere, at de lande, der har indført stramninger på asylområdet, har modtaget færre flygtninge end de, der har lempet reglerne, siger seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen fra Rockwoolfonden til Kristeligt Dagblad.

Ifølge forskeren reducerer en stramning i gennemsnit antallet af asylansøgere med seks procent, mens en lempelse øger antallet med nogenlunde det samme.

– Vi kan altså se, at stramninger virker. Det er ikke tilfældigt, at et land som Sverige sidste år modtog rekordmange flygtninge. Omvendt kan vi ikke forvente den effekt, hvis alle lande i Europa strammer asylpolitikken, forklarer Marie Louise Schultz-Nielsen.

Danmark, Sverige og Tyskland modtog ifølge Kristeligt Dagblad præcis det samme antal asylansøgere i 1999, nemlig 1,2 per 1000 indbyggere. Siden har udviklingen imidlertid været meget forskellig i de tre lande.

Begrænset siden 2002

Danmark har siden 2002 begrænset ydelser til flygtninge og strammet asylreglerne, mens Sverige ifølge avisen har lempet reglerne på flere områder. I 2015 modtog Danmark 3,6 asylansøgere per 1000 indbyggere, mens tallet i Sverige var 15,9.

Tyskland modtog sidste år 5,5 asylansøgere per 1000 indbyggere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS