Forskere løser måske gåden om vuggedød

Australske forskere mener at have fundet et enzym, som er forbundet med vuggedød

Australske forskere mener, at årsagen til vuggedød kan findes i blodet.
Australske forskere mener, at årsagen til vuggedød kan findes i blodet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Videnskab.dk 

I Danmark sker det heldigvis meget sjældent, at et barn dør på grund af vuggedød. Ikke desto mindre er frygten for, at det skal ske, stor hos de fleste nye forældre.

Vuggedød, der også bliver kaldt ‘pludselig uventet spædbarnsdød’, er, når et barn dør pludseligt, ofte under søvn, uden at have været alvorligt syg og uden en påviselig årsag.

Der er i årevis blevet forsket i at finde de bagvedliggende årsager til vuggedød, og nu kommer et australsk studie med et bud på en af de faktorer, der kan spille en rolle, skriver Videnskab.dk.

Lang forskning

Forskerne bag studiet har fundet ud af, at spædbørn, der pludseligt er døde af ukendte årsager, havde et lavere niveau af et enzym kaldet Butyrylcholinesterase (BChE) i blodet end andre spædbørn.

Enzymet kan måske fungere som en potentiel biomarkør, det vil sige en målbar indikator i kroppen, der vil kunne hjælpe med at vise, om et spædbarn er i højere risiko for vuggedød, foreslår de i en pressemeddelelse fra The Children’s Hospital at Westmead.

"Interessant"

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift eBioMedicine.

- Det er et interessant fund, siger Michael Christiansen, der er overlæge ved Statens Serum Institut.

Men resultatet er ikke et gennembrud, som betyder, at man nu skal begynde at teste spædbørn for BChE, understreger han. Studiet peger kun på en mulig hypotese, der skal testes nærmere, før den kan bruges i praksis, mener han.

- Det er et første trut i hornet, og det giver fine muligheder for at efterprøve nogle ting, siger Michael Christiansen, hvis egen forskning også har berørt vuggedød, til Videnskab.dk.

Ingen ændringer

Overlægen understreger, at det australske studie absolut ikke giver anledning til at ændre på de gældende anbefalinger til forebyggelse af vuggedød.

De australske forskere har analyseret blodprøver fra 67 spædbørn, der mellem 2016 og 2020 er døde ved vuggedød eller af andre ukendte årsager. 

Prøverne har de fra den hælblodprøve, der bruges til at screene nyfødte for medfødte sygdomme.

Blodprøverne har forskerne sammenlignet med blod fra en kontrolgruppe bestående af 655 spædbørn, der enten lever eller er døde af kendte årsager.

De finder, at BChE-niveauerne er signifikant lavere hos spædbørn, der efterfølgende er døde ved vuggedød, sammenlignet med kontrolgruppen.

Ikke bevist

BChE skulle spille en rolle i forhold til reaktionsevne. Så forskernes hypotese lyder, at underskuddet af stoffet reducerer spædbørns evne til at vække sig selv eller reagere, hvis det ydre miljø bringer barnet i fare.

- Men det er på ingen måde bevist, at enzymet spiller en rolle som markør, siger Michael Christiansen, efter han har læst studiet for Videnskab.dk.

Han peger på en række svagheder ved studiet:

Kun 26 af de 67 undersøgte blodprøver stammer fra børn, der opfylder kriterierne for vuggedød. 

Og man har ikke forholdt sig til de skjulte faktorer, der kan påvirke resultatet, såsom børnenes fødselsvægt, om mødrene har haft svangerskabsforgiftning, og om de har røget under graviditeten.

Desuden er der et meget stort overlap mellem de enzymværdier, der er målt hos de vuggedøde børn og hos normale børn. Derfor kan man næppe bruge undersøgelsen som en test for risiko for vuggedød.

- Det udelukker ikke, at der kan være noget om det, og det er klart, at det ville være spændende at lave undersøgelsen på danske registre, siger Michael Christiansen til Videnskab.dk.

Spædbørn screenes

I Danmark får alle børn tilbudt en blodprøve, en såkaldt hælprøve (PKU), ved fødslen. 

Prøven screener for 18 alvorlige og sjældne medfødte sygdomme. Men de tørrede blodpletter gemmes også og kan bruges i forskning.

- Vi har nogle helt unikke muligheder med de danske registre. Her ville man blandt andet også kunne se, om mødrene har haft problemer under graviditeten, om de oplyser at have røget, og om de har taget medicin, siger Michael Christiansen og fortsætter:

- Når man udtaler sig om sygdomsårsager og -risici skal man være påpasselig, og det skal være evidensbaseret. Det her er en begyndelse, men det er ikke forklaringen, og det er synd, hvis nogen får den opfattelse, at problemet med vuggedød nu er løst.

Powered by Labrador CMS