Forskere frygter for jordens fremtid
Unikke arter og livsformer forsvinder i alarmerende tempo, lyder det i FN-rapport. Kræver radikal forandring.
Det er nødvendigt med gennemgribende forandringer, hvis den stadige ødelæggelse af naturen skal stoppes.
Det konkluderer en ny FN-rapport, der advarer om, at mennesket er ved at undergrave selve fundamentet for dets eksistens.
Advarslerne kommer fra et stort anlagt møde i Paris på regeringsniveau for 132 lande og med deltagelse af over 450 eksperter om de globale naturødelæggelser.
– Vi er i færd med at udhule selve grundlaget for vore økonomier, vores fødevaresikkerhed, vores sundhed og livskvalitet, siger Robert Watson, som er chef for FN’s videnskabspanel for biologisk mangfoldighed.
Det går stærkt
Watson har i Paris ledet det stort anlagte møde.
På mødet har der været fokus på truslerne mod biodiversitet og økosystemer fra giftaffald, forurening, forgiftninger og andre skader på Jordens evne til at forny de ressourcer, som mennesket er afhængigt af.
Op mod en million arter er udrydningstruede. Mange af dem inden for få årtier, hedder det i rapporten. Den fastslår, at tre fjerdedele af Jordens overflade er blevet “alvorligt ændret”.
– Unikke arter og livsformer forsvinder i et alarmerende tempo. Allerede nu sker det hundredvis af gange hurtigere, end det er sket i de seneste ti millioner år. Det kan føre til de første masseudslettelser, siden dinosaurerne døde for 66 millioner år siden, hedder det.
Ifølge forskerne er menneskehedens overlevelse ikke på spil på kort sigt.
– Men på længere sigt er det vanskeligt at sige. Men hvis mennesket bliver udryddet, så vil naturen selv udvikle sig videre. Det gør den altid, siger Josef Settele, som er professor ved miljøinstituttet i Helmholtz i Tyskland og med i ledelsen af FN’s panel for biodiversitet og økosystemer.
Det står slemt til
Også Verdensnaturfonden (WWF) ser med stor alvor på rapporten, fortæller generalsekretær Bo Øksnebjerg til Ritzau.
– Planeten Jorden har været til lægetjek hos tusind læger, og de er fuldstændig enige om, at det står rigtig, rigtig slemt til.
– Forskerne har set på, hvad der sker med vores fødevaresystemer og adgang til rent drikkevand, hvis biodiversiteten – dyrene og planterne – forsvinder. Det er virkelig dyster læsning. Vi er mere afhængige af naturen, end vi lige forestiller os, siger Bo Øksnebjerg.
Generalsekretæren nævner eksempler på dyr og planter, hvis udryddelse vil have store konsekvenser for mennesker. Det kan være insekter, der bestøver planter, og fugle, der spiser insekter, som skader landbrugets afgrøder.
DR Nyheder har talt med landets miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), om rapporten. Han er ikke i tvivl om, hvem der har skylden for de mange problemer.
– Arterne har det svært, biodiversiteten har det svært, og det er vores skyld som mennesker, siger Jakob Ellemann-Jensen (V) til DR Nyheder.