Forskere finder vaccine mod Zika-virus: Giver fuld immunitet
Et indisk firma har udviklet en vaccine mod Zikavirussen, der virker 100% i alle dyreforsøg.
Et indisk medicinalfirma kaldet Bharat Biotech har nu udviklet en vaccine mod Zikavirus, der virker hver eneste gang, når den bliver brugt på dyr. Det betyder, at vi snart kan være på vej mod en ende af den frygtelig virus. Det skriver The Hindu.
To doser af vaccinen – på fem og 10 mikrogram – sprøjtet ind i musklen ved forsøgets start og igen efter 21 dage har vist sig at beskytte dyrene helt imod virussen syv dage efter den anden vaccination.
Vaccine smitter kroppen med virus
En virus udvikler sig forskelligt afhængigt af, hvor den befinder sig. Derfor er der både en afrikansk og asiatisk udgave af Zikavirus. Det er den asiatiske udgave, der aktuelt florerer i Sydamerika.
De to typer ligner hinanden, men fordi de har udviklet sig forskellige steder, er der forskelle på dem. Det betyder også, at hvis man bliver smittet af den ene, er man ikke nødvendigvis immun overfor den anden.
Firmaet har brugt et stykke af den afrikanske Zikavirus til at udvikle en vaccine mod Zikavirus, men den beskytter mod både den afrikanske og asiatiske virus.
Når man vaccinerer sprøjter man oftest svækket eller død virus ind i kroppen. På den måde kan kroppen nemt bekæmpe virussen og er bagefter klar, hvis den bliver inficeret af den farlige udgave af virussen. Virussen brugt i vaccinen er blevet dyrket i et laboratorium og bagefter blevet svækket igennem en fysisk eller kemisk proces.
Mus uden vaccine døde
Mus er blevet brugt som forsøgsdyr. Alle de mus, der ikke blev vaccineret, døde otte dage efter, de var blevet inficeret med den afrikanske virus og 12 dage efter, de var blevet inficeret med den asiatiske virus. De mus der fik vaccinen viste ingen tegn på virusinfektion i kroppen og overlevede derimod.
Det er meget vigtigt at bevise, at vaccinen virker på begge typer af Zikavirussen, selvom den kun er udviklet på den afrikanske type. Det har firmaet nu gjort. Men det var ikke helt nemt. Firmaet havde nemlig svært ved at importere den asiatiske type af virussen til Indien. Derfor blev forskningen i forhold til den asiatiske Zikavirus uddelegeret til et amerikansk forskningscenter, som firmaet samarbejder med.
Til de første forsøg blev en bestemt type af mus, kaldet AG129 brugt. De er meget immunsvækket og derfor meget modtagelig overfor en virusinfektion. Det var derfor nemt at se resultaterne af vaccinen.
“Vaccine mod Zikavirus virker mod begge virusser”
Bagefter blev det undersøgt, hvor meget immunforsvaret egentlig reagerer på den her vaccine mod Zikavirus. Her blev brugt en anden type mus, som ikke var immunsvækket. Det var nødvendigt at bruge nogle andre mus, for at kunne se, hvordan immunforsvaret reagerer under normale omstændigheder.
Dyr der fik vaccinen begyndte at producere Zika-neutraliserende antistoffer 14. dage efter den første dosis af vaccine og en uge efter anden dosis. Det vil sige stoffer, der bekæmper virussen.
Når musene blev inficeret med virusserne, skete det samme som for de andre mus. De mus, der ikke var blevet vaccineret var fyldt med virus, hvorimod dem, der var blevet vaccineret, ingen virus havde i kroppen.
– I begge museforsøg kiggede vi på, hvor godt musene blev beskyttet af vaccinen, siger Doktor Sumanthy, der står bag forskningsprojektet, og fortsætter:
– Den her vaccine mod Zikavirus er kun udviklet fra den afrikanske type af virussen, men vores vaccine gjorde begge typer af mus immune overfor begge typer af virus.