Forskere afliver myte om tandbørster

De har undersøgt brugte tandbørster for at finde frem til det rigtige svar

Du bør ikke være bekymret for, hvad din tandbørste gemmer på. Så længe du husker at børste dine tænder og passe på dig selv, forstås. Genrefoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Prøver du at have din tandbørste stående i et skab bag en låge på badeværelset, når den ikke er i brug, så den ikke bliver ramt af lortebakterier fra toilettet, når du skyller ud?

Det er du formentlig ikke ene om. Myten om, at der fra toilettet flyver fækale bakterier, der lander lige på din tandbørste, er så udbredt, at en gruppe forskere nu har undersøgt sagen. Det skriver Northwestern Now.

Hvad gemmer tandbørsten på?

De har talt med Erica Hartmann, der har ført an på et studie, hvor man undersøgte, hvad vores tandbørster egentlig gemmer på, og hvor det kommer fra.

Erica Hartmann kastede sig over projektet, fordi hun også havde hørt myten om, at din tandbørste bliver smurt ind i bakterier fra blandt andet afføring, når du skyller ud i toilettet, og sammen med sine kolleger gik hun i gang med studiet, der fik arbejdstitlen “Operation Pottymouth” (Operation Bæmund).

Fra munden og huden

Konklusionen på undersøgelserne var, at de bakterier, der er på din tandbørste, kommer fra din mund og på din krop, og at det ingen forskel gjorde, hvor du opbevarer din tandbørste, når du ikke bruger den.

– Jeg siger ikke, at du ikke kan få aerosoler fra toilettet på din tandbørste, når du skyller ud i toilettet. Men langt de fleste mikrober, der er på din tandbørste, kommer fra din mund, siger Erica Hartmann til Northwestern Now.

Brugte tandbørster

Aerosoler er en sky af dråber eller partikler, og Erica Hartmann siger altså, at der godt kan komme aerosoler op af toilettet, når du skyller ud. Det betyder bare ikke, at der lander et væld af lortebakterier på din tandbørste af den grund.

For at undersøge sagen fik forskerne borgere til at aflevere brugte tandbørster. Forskerne kiggede nu på tandbørsterne, og de fandt frem til, at det, der gemmer sig på tandbørsten, oftere kommer fra munden og huden på et menneske, ikke tarmene.

Når forskerne sammenlignede mikroberne med hinanden, kunne de se, at de i højere grad lignede dem, du finder i din mund, end i dine tarme.

– Der findes mikrober, du kan finde i både munden og tarmen, og vi fandt de mikrober på tandbørsterne, men de kom formentlig fra munden, siger Erica Hartmann.

Tag det roligt

Forskerne undersøgte også, hvad der findes af forskellige mikrober på brugte tandbørster. De fandt ud af, at personer, der bruger tandtråd og mundskyl afleverede tandbørster med færre forskellige typer af mikrober.

– Hvis du praktiserer god mundhygiejne, vil din tandbørste også være relativt ren, siger Erica Hartmann. Hun understreger, at forskellen dog er lille.

Erica Hartmann fortæller også, at man ikke behøver være bekymret for, at der er mikrober på tandbørsten. Hun råder folk til at følge tandlægens råd om god mundhygiejne. Og så viste det sig altså, at myten om lortebakterier på din tandbørste var netop det. En myte.

Powered by Labrador CMS