Forskere advarer: Gamle Lego-klodser kan skade dine børn
Gammelt legetøj i store mængder er af britiske forskere blevet undersøgt for sundhedsskadelige stoffer.
Britiske forskere advarer mod at bruge gammelt legetøj og særligt Lego-klodser. Det skriver TV2.
Forskerne testede omkring 200 stykker legetøj, som de fandt i folks hjem, børnehaver, vuggestuer og genbrugsbutikker, for ni sundhedsskadelige stoffer.
Testen viste ifølge det britiske medie BBC, at 20 stykker legetøj havde spor efter alle ni sundhedsskadelige stoffer. Nogle havde så høj en koncentration af de skadelige stoffer, at de ikke overholdt EU’s grænseværdier.
– Lego-klodser fra 70’erne og 80’erne er det store problem, forklarer lægen Andrew Turner, som har været med til at foretage studiet, til BBC.
– Legetøj fra dengang blev ikke testet, og nu bruger vi det og giver det videre, fortæller lægen.
Lego har haft en uafhængig ekspert til at undersøge sikkerheden ved gamle klodser, skriver virksomheden i en mail til TV2. Undersøgelsen viste ifølge Lego, at så længe klodserne er i god stand, er der ingen grund til bekymring – også selv om de er mere end 40 år gamle.