Forsker: – Vi skal arbejde 12 minutter mindre dagligt
Vi bør overveje at arbejde 12 minutter mindre om dagen – ikke mere – for der bliver ikke brug for al den arbejdskraft man går og snakker om
Vi fotograferer løs, men fremkalder ikke billederne hos fotohandleren. I stedet uploader vi dem på nettet og trykker på print. Og printeren har vi bestilt over nettet, så vi slipper for at købe den i en forretning.
I fremtiden vil printeren være uberørt af menneskehånd, når den ankommer på vores matrikel, for lagerarbejderen vil være død og borte og erstattet af fjernbetjente digitale transportbånd. Ligesom vi vil scanne vores egne varer, når vi handler i supermarkederne og dermed vil kasseassistenten forsvinde.
Nye og smarte teknologier er ved at revolutionere både vores liv og arbejdsliv, konstaterer professor på Roskilde Universitet Bent Greve. Og det er vi nødt til at tage bestik af, fastslår han i en ny bog med titlen »Den sociale og innovative velfærdsstat«.
»Mange jobfunktioner vil forsvinde på grund af nye teknologier, og der må vi finde nye måder at indrette os på i fremtiden. Vi bør overveje at arbejde mindre i fremtiden. Det er ikke 12 minutter mere om dagen men 12 minutter mindre om dagen. For der bliver ikke brug for så meget arbejdskraft, som alle taler om,« siger han til Ugebrevet A4.
Den anerkendte velfærdsforsker kalder det forfejlet, at vi i de seneste år har bildt hinanden ind, at det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet på grund af den demografiske udvikling.
»Den nye udvikling med Big Data betyder, at et hav af jobfunktioner vil forsvinde. Og automatisering og robotter vil øge produktiviteten i de kommende år, så vi kan sagtens få vækst, uden at der komme nye job. Og vi behøver ikke at blive et fattigere samfund, fordi vi skal arbejde mindre,« fastslår Bent Greve over for Ugebrevet A4.
BNB