Forsker: K svinger den økonomiske pisk for hårdt

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

3000 kroner i gevinst ved at tage et arbejde er at stramme skruen for hårdt, mener arbejdsmarkedsforsker.

Det er rigtigt, når De Konservative siger, at en økonomisk gevinst kan hjælpe kontanthjælpsmodtagere i arbejde.

Men at kontanthjælpsloftet skal sættes så meget ned, at der som minimum altid vil være 3000 kroners forskel i at tage et arbejde og være på kontanthjælp, det er alt for hårdt tegnet op, mener Bent Greve, professor på RUC og tidligere Folketingskandidat for Socialdemokratiet.

– 3000 kroner det er så ret meget. Jeg tror, at de fleste både på dagpenge og kontanthjælp gerne vil arbejde for 2000 kroner, fordi det i forhold til deres indkomst er en stor vækst, siger han.

Bent Greve vil ikke komme med en alternativ grænse, men bekræfter, at forskning viser, at økonomisk incitamenter kan få folk i arbejde et stykke af vejen.

– Økonomiske incitamenter har et stykke af vejen betydning for, om folk rent faktisk vil søge et arbejde. Så der er ræson i, at der skal være en eller anden form for økonomisk incitament, siger han.

Han er dog sikker på, at en stor del af kontanthjælpsmodtagerne allerede er motiveret alene af den grund, at meget få danskere har lyst til at gå ledige.

– Vi ved fra lykkeforskningen, at det at miste sit job, det kan man ikke kompensere for økonomisk, fordi du samtidig mister dit netværk og din selvanseelse. Derfor vil mange faktisk gerne tage et arbejde, selvom der ikke nødvendigvis er en økonomisk gevinst ved det, siger han.

Samtidig understreger han, at der mangler de job, som man ønsker, at kontanthjælpsmodtagerne skal tage.

Han mener, at politikerne ofte glemmer, at kontanthjælpsmodtagere ikke altid befinder sig geografisk rigtigt i forhold til ledige job eller har evnerne til at besætte dem.

Derfor kan man ikke blot konstatere, at kontanthjælpsmodtagere ikke tager de job, der bliver slået op, mener Bent Greve.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS