Forsker: Fusion er fremtidssikring
Kommunalforsker Roger Buch mener ikke, at organisationerne får mere politisk magt ved en kommende fusion.
En kommende fusion mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner er et resultat af Venstres planer om at nedlægge regionerne, hvis partiet kommer til magten ved næste folketingsvalg.
Det siger Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, efter at KL og Danske Regioner fredag har offentliggjort, at de arbejder på en fusion, der vil træde i kraft fra 2018.
– Det eneste, der giver mening ved denne fusion, er, at det er en forberedelse på nedlæggelsen af regionerne, som Venstre meldte ud før seneste folketingsvalg. Den holdning holder Venstre fast i, har de efterfølgende meldt ud, siger Roger Buch.
Samtidig mener Roger Buch ikke, at en sammenlægning af de to interesseorganisationer vil betyde mere politisk magt og bestemmelse. Dertil sidder staten for tungt på beslutningsprocesserne.
– Man står overfor en modstander i staten, som er langt stærkere end kommunerne og regionerne. Det er staten, der bestemmer.
– Hvis staten, regeringen eller Folketinget har en dagsorden, så kan kommunerne og regionerne slå sig lige så meget i tøjret, som de vil. Så bliver det, som regeringen og Folketinget vil have det, og der betyder det ikke noget, om man er en eller to, siger Roger Buch.
Han ser til gengæld en mulighed for, at de to organisationer kan spare på budgettet og samle kræfterne ved en mulig fusion.
– De kan skabe en skarpere organisation og spare penge, som de ellers tidligere har brugt på at bekrige hinanden. De kræfter kan organisationerne nu forene til i stedet at bekæmpe staten, siger forskeren.
/ritzau/