Forsikringsselskab skjulte viden om Scandinavian Star

Arkivfoto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En del branddøre virkede ikke, madrasser og sengebunde lå på gangene, skiltningen ved flugtvejene var hverken på dansk eller norsk, redningsbåde manglede motorer, og man kunne ikke gennemføre en brand- og evakueringsøvelse, da en del af den nye besætning endnu ikke var kommet.

Sådan lyder en del af de sikkerhedsmangler på færgen Scandinavian Star, der blev noteret af assuranceforeningen Skulds daværende havarichef, Erik Stein i 1990, skriver Politiken. Knap to uger senere opstod der en brand på færgen, og 159 personer omkom.

Erik Stein afslører sikkerhedsmanglerne i en ny bog »Branden – gåden om Scandinavian Star«.

Han undersøgte skibet for at vurdere, om Skuld kunne tegne en ansvarsforsikring, før det blev sat ind på ruten mellem Frederikshavn og Oslo.

»I får altså ikke lov til at sejle med passagerer, før jeg igen har været om bord og godkendt skibet, og før du har gennemført en brand- og evakueringsøvelse, og jeg er tilfreds med øvelsen«, sagde Erik Stein i 1990 til skibets kaptajn, skriver Politiken.

Mod anbefaling

Men Skulds ledelse forsikrede skibet mod hans anbefaling, og han hørte først om Scandinavian Star igen, da ulykken skete.

Erik Stein har aldrig fået en forklaring af ledelsen, men han fortæller Politiken, at der kunne være penge at tjene på at tegne forsikringen.

Skulds daværende danske direktør, Hans Levy, bekræfter, at Erik Stein anbefalede ikke at tegne forsikringen, før sikkerhedsmanglerne var udbedret, men han mener ikke, listen med mangler udgjorde et stort sikkerhedsmæssigt problem.

Var ikke klar

Sø- og Handelsretten fastslog dog senere i en dom, at »Scandinavian Star i perioden 1.-7. april ikke var klar til sejlads med passagerer«, idet fire branddøre ikke var blevet udløst, fem branddøre ikke lukkede tæt, og de fleste brandspjæld ikke lukkede.

Norsk politi arbejder i øjeblikket med en ny efterforskning af selve brandstiftelsen på færgen og de økonomiske forhold bag skibet.

Powered by Labrador CMS