Fornem pris: Her er de nominerede
Årets Reumert-nomineringer spænder bredt - fra kunstig intelligens til klassikere, melder arrangørerne bag
Særlig en håndfuld forestillinger løber med opmærksomheden til dette års hyldest af dansk scenekunst.
Igen i år hylder Årets Reumert den danske scenekunsts alsidighed med et bredtfavnende nomineringsfelt.
Det skriver arrangørerne bag prisuddelingen i en pressemeddelelse.
Nomineringerne spænder bredt fra eksperimenterende teater, moderne musicals, velkendte klassikere og kunstig intelligensteater.
Tager fire nomineringer
I spidsen af de nominerede er Aalborg Teaters helt nyskrevne forestilling "Dødsbo på pløjemarken."
Forestillingen løber med hele fire nomineringer. Først og fremmest for Årets forestilling.
Mens Marie Knudsen Fogh er nomineret til Årets kvindelige hovedrolle, Karla Rosendahl er nomineret til Årets kvindelige ensemblerolle og Henrik Szklany er nomineret som Årets dramatiker.
Syv timer lang forestilling
På listen over nomineringer fremgår også Det Kongelige Teaters næsten syv timer lange maratonforestilling om aids-epidemien "Arven".
Den anmelderroste forestilling ligger lige i hælene på "Dødsbo på pløjemarken".
Maratonforestillingen har fået tre nomineringer, heriblandt også for Årets forestilling.
Desuden er Thomas Bendixen nomineret som Årets instruktør og Jens Jørn Spottag for Årets mandlige ensemblerolle i "Arven."
Hylder eksperimenterende
Særligt i de musikalske kategorier som Årets Opera og Årets musical/musikteater hyldes det nye og eksperimenterende.
Her er den omdiskuterede opera "Manualen" om aktiv dødshjælp, som er skrevet af komponist Louise Alenius og fremført på Det Kongelige Teater, nomineret.
Afsløring af vindere vil ske til prisuddelingen af Årets Reumert 2023, der bliver afholdt i musik- og teaterhuset Odeon i Odense søndag 11. juni klokken 19.
Kulturminister giver pris
Ved årets prisuddeling uddeles desuden "Hædersprisen". Den gives til en aktiv scenekunstner, som har bidraget til udviklingen af dansk scenekunst gennem mange år.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) deltager i prisshowet.
Han skal overrække Brancheprisen, der gives til et professionelt producerende teater eller scenekunstkompagni i Danmark, som har gjort sig særligt bemærket for betydningsfuldt virke i branchen.
Fagfolk og kritikere beslutter
Juryen for Reumert-prisen består af ti fagfolk og kritikere, som er bosat i hele landet.
Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris. Fra 2021 har CPH STAGE og Dansk Teater været hovedarrangører bag Årets Reumert.