Formel 1: Magnussen kunne ikke følge med
I lørdagens afsluttende træning kunne McLaren-racerne igen ikke følge med Formel 1-konkurrenterne.
Heller ikke i den sidste træning op til søndagens Formel 1-grandprix i Australien imponerede Kevin Magnussen i sin McLaren-racer.
Danskeren sluttede som nummer 16 i træningen, der er den sidste test, inden der senere lørdag køres kvalifikation i Melbourne.
Kevin Magnussen var dog en anelse hurtigere end holdkammeraten Jenson Button, der endte træningen som nummer 17 – en enkelt placering efter danskeren.
På den positive side fik både Magnussen og Button kørt en god portion omgange i deres biler, som har voldt McLaren store vanskeligheder i optakten til Formel 1-sæsonen.
Mercedes dominerede
Igen viste Mercedes-teamet, at der nok er noget om snakken, når Lewis Hamilton og Nico Rosberg er udråbt som favoritter i sæsonpremieren.
Den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton satte den bedste tid under træningen, mens Mercedes-makker Nico Rosberg endte som nummer tre.
Sebastian Vettel, der i vinterpausen er skiftet til Ferrari, maste sig ind imellem de to på andenpladsen.
De respektive Formel 1-teams bruger normalt træningerne til at afprøve forskellige ting, så det er vanskeligt at konkludere noget om det indbyrdes styrkeforhold udelukkende ud fra træningerne.
Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet kører kvalifikation lørdag morgen klokken syv dansk tid. Her kæmper kørerne om pole position i søndagens grandprix.
/ritzau/