Formand til unge ensomme: Bliv frivillige
Røde Kors-formand mener, at engagement i foreningsliv kan hjælpe unge ensomme
»Der er altid brug for dig.«
Det siger landsformanden for Ungdommens Røde Kors, Amalie Sondorp Utzon, på baggrund af en undersøgelse, der viser, at mange unge føler sig ensomme.
Mary Fondens Unge Tænketank har spurgt omkring 250 unge mellem 15 og 24 år om ensomhed, og mens et flertal er bange for at blive ensomme, er halvdelen også bange for, at andre tror, de er det. 83 procent har desuden fravalgt aktiviteter, fordi de ikke havde nogen at lave dem med.
»Overordnet kommer det ikke bag på mig. Ensomhed er frygtelig tabuiseret. Det er noget af det værste, man kan være som ung i dag, og det er svært at håndtere og tale om, fordi idealet er at være en del af et stærkt socialt fællesskab. Man skal præsentere på samtlige sociale arenaer,« siger Amalie Sondorp Utzon.
Hun mener, det er beskæmmende, at tallene er så høje. Men en af årsagerne skal findes i de sociale medier, hvor man mødes af billeder og opdateringer fra andre, der er i fællesskaber og har succes.
»Vi har alle øjeblikke, hvor vi er ensomme, men det er ikke det, der skiltes med. Det bedste råd er at engagere sig i nogle af de fællesskaber, der ligger i civilsamfundet. Hvis det ikke er Ungdommens Røde Kors, er der en rig foreningspalette med forskellige muligheder,« siger landsformanden.
Altid brug for flere hænder
Hun understreger, at der altid er brug for flere hænder.
»For mig personligt ville det motivere, at jeg ved, der er brug for mig, for eksempelvis at lave en fed ferie til børn og unge. Det handler om, at et fællesskab har brug for en og regner med en, i stedet for at det handler om, at man er ensom,« siger Amalie Sondorp Utzon.
Direktør for Mary Fonden, Helle Østergaard, opfordrer unge til at tale med andre om det, hvis de føler sig ensomme.
»Det er den eneste måde at få brudt tabuet på,« siger hun.
Mary Fonden begyndte at arbejde med ensomhed i 2011 og laver i dag forskellige projekter for at afhjælpe problemet.