Forlystelsespark inviterer uhyggen indenfor
Liseberg spænder nu sine kreative muskler og inviterer for første gang nogensinde til uhygge med genfærd, fugleskræmsler, edderkopper, græskar og alt, hvad der hører sig til ved en hårrejsende Halloween-oplevelse. De helt små glemmes ikke, for der bliver også sjov og ballade.
Alt skal ikke længere være ren idyl i Liseberg. I hvert fald ikke, når sommerens hyggelige familieture har fundet sted. I efterårsferien byder forlystelsesparken i Göteborg således – og for første gang – på mere end karruseller og rutsjebaner. Halloween flytter nemlig ind og giver alt det hyggelige kamp til stregen med skrækindjagende oplevelser for store og små, uhyggelige væsner, visne blade, halm, koste, fugleskræmsler og de så Halloween-typiske græskar.
– Det skal både kunne ses og føles, at Halloween er en ny sæson og noget helt andet end sommerens festlige Liseberg og julens hyggelige højtidsfejring. Vi vil levere en genuin Halloween-oplevelse for både store og små, og vi går hele vejen og lidt til, siger Andreas Andersen, adm. direktør i Liseberg.
Slik og ballade samt gys og blod
Halloween i Liseberg byder på slik og ballade for de yngre gæster og gys og blod for de lidt ældre. I Kaninlandet, som pyntes med paraplyer, koste, halm og græskar, vil der blive budt op til både diskodans og slikregn. Liseberg-kaninerne har fået fint besøg af drillesyge hekse, som har været nødt til at nødlande i stormen, og sammen vil de forsøge at fejre Halloween. På Storgatan er lynet slået ned, og slikbutikkernes facader er revnet, så karameller og andre godter flyder overalt i området og skaber Sliklandet.
– I dagtimerne kommer der til at være sjov og ballade tilsat en tilpas mængde uhygge. Men når klokken slår fem, og mørket falder på, bliver stemningen helt anderledes i parken. Der går vi fra løjer til ægte gys, siger Andreas Andersen.
Ikke kun mørket er skrækindjagende
Og det er ikke bare mørket, som kommer til at være skrækindjagende for gæsterne. Når klokken slår fem, slår de tre nye rædselshuse dørene op: The Experiment, Dockkabinettet og Smitthärden Gasten (Det Sygdomsbefængte Genfærd). På bjerget har Dr. Volt bygget sit laboratorium, så det er forbundet med forlystelsen AtmosFear; The Experiment. Efter klokken fem bliver en tur i AtmosFear ikke rigtig som den plejer for dem, der tør kaste sig ud i The Experiment.
Inde i det sædvanligvis så stille og rolige Evert Taubes Värld inviteres gæsterne nu på en mareridtsagtig vandring fyldt med besynderlige, efterladte rekvisitter, kostumer og mindre hyggelige væsner fra forlystelsesparkens tidligere tider. Dette er Dockkabinettet.
Og hvad gælder Smitthärden Gasten, er det et vaskeægte spøgelseshotel, som aldrig er et særligt hyggeligt besøg, men i løbet af Halloween tages forbandelsen, som hviler over både gæster og personale, til helt nye niveauer.
– Dem der tør at blive til efter klokken fem, gør det på eget ansvar, siger Andreas Andersen.
Halloween i Liseberg varer ni dage og ligger i den svenske efterårsferie; dvs. fra 24. oktober til og med 1. november.