Forhandlinger færdige for i aften: Forligsmand ændrer planen

Forligsmanden har kaldt alle parter i overenskomstforhandlingerne til at forhandle tirsdag klokken 10.

Alle parterne i de igangværende overenskomstforhandlinger er kaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen tirsdag klokken 10. Det er postivt, at forhandlerne sker samlet, vurderer Anders Bondo, der er lærernes formand og formand for Forhandlingsfællesskabet. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Klokken 21 mandag aften har forhandlere fra regionerne og staten forladt Forligsinstitutionen.

Forligsmand Mette Christensen har indkaldt parterne på alle tre områder, kommuner, regioner og stat, til forhandlinger igen tirsdag formiddag.

Det er positivt, at alle parter skal sidde under samme tag, vurderer Anders Bondo, der er lærernes formand og formand for Forhandlingsfællesskabet.

– Vi havde sådan lidt en frygt for, at når vi mødtes i morgen (tirsdag. red.), så var det for at drøfte, om vi skulle konstatere et sammenbrud eller drøfte, om vi skulle udskyde konflikten.

– Men så mødes vi faktisk i morgen for at forhandle. Det synes jeg er rigtigt positivt, siger lærernes formand.

Skal møde tidligt

Den oprindelige plan var, at parterne skulle mødes klokken 14. Men nu er alle parter kaldt til møde i forligsinstitutionen tirsdag klokken 10.

Her har forligsmanden mulighed for at udskyde en eventuel konflikt yderligere 14 dage.

Men hun har også mulighed for blot at udskyde dem kortvarigt, at sætte “uret i står”, hvis hun oplever, at der er fremgang.

– Vi har oplevet, at tingene hænger rigtig meget sammen. Vi har et stærk sammenhold blandt de faglige organisationer, og arbejdsgiverne har en meget, meget tæt koordinering.

– Derfor tror jeg faktisk, at det her med, at nu sidder vi i samme bygning og finder en løsning, det kan være columbusægget. Det håber jeg rigtig meget på, siger Anders Bondo.

Tror du stadig på en samlet løsning?

– Jeg tror mere på den nu. Det må jeg sige, lyder det fra Bondo.

Løhde: Har ikke opgivet håbet

At alle parter skal mødes er fornuftigt, vurderer innovationsminister Sophie Løhde (V), der repræsenterer staten i forhandlingerne.

– Jeg har ikke opgivet håbet om at lande en aftale, og vi vil også i morgen gøre vores yderste for, at vi kan forsøge at komme i mål, siger hun.

Ministeren afviser at kommentere indholdet af de igangværende forhandlinger.

– Men det er ingen hemmelighed, og det tror jeg også, at alle kan se udefra, at mange af de krav, der er stillet også fra lønmodtagernes side, går på tværs af hele den offentlige sektor.

– Derfor synes jeg, det er klogt, at vi nu også får en forhandling på tværs af kommuner, regioner og stat, siger hun.

Powered by Labrador CMS