Forhandlere går hjem: -Vi har taget et skridt fremad
Alle forhandlere forlader Forligsen inden midnat. Både kommuner og staten møder til forhandlinger klokken 15.
Alle forhandlere har sent onsdag forladt Forligsinstitutionen.
Forhandlerne fra i hvert fald statens og kommunernes områder skal møde ind til forhandlinger torsdag klokken 15. Det er i første omgang uklart, om der også er formelle forhandlinger på regionernes område.
I første omgang var meldingen ellers, at mødet på det statslige område ville blive genoptaget allerede klokken 13. Men siden er alle mødeindkaldelserne ændret til samme tidspunkt.
Kort før 23.30 forlod innovationsminister Sophie Løhde (V), der er chefforhandler for arbejdsgiverne på det statslige område, bygningen som den første.
– Det er primært kommunerne, der har været i fokus i dag og dermed også forhandlinger og drøftelser af lærerspørgsmålet og den knast, der udestår der, siger hun og uddyber:
– Det ser fortsat svært ud. Men det er ikke sådan, at vi har været i de store forhandlinger på statens område i dag.
Udramatiske forhandlinger
Det har været en helt udramatisk forhandlingsdag, fortæller Flemming Vinther, der er chefforhandleren for lønmodtagerne på statens område.
– Det har været en okay dag. Nu har forligsmanden sagt, at vi gerne må gå hjem og sove, og så møder vi ind igen i morgen, siger han.
De kommunale arbejdsgiveres topforhandler, Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, går fortrøstningsfuldt fra forhandlingsbordet. For det har været en god dag i “Forligsen”, lyder det.
– Der har været flere ting på bordet i dag. Der er lidt fremdrift i det. Vi er jo ikke i mål endnu, men jeg er forsigtigt optimistisk lige nu.
– Jeg synes, at vi har taget et skridt fremad i dag. Der er stadig et stykke vej endnu, men der tegner sig et billede af, at det godt kunne ende godt, siger han.
“Flere bolde i luften”
Det er ikke, fordi forhandlerne er “lige ved at lande en løsning”, lyder det fra Anders Bondo Christensen, der er formand for Forhandlingsfællesskabet på den kommunale side og for Danmarks Lærerforening.
Der er dog en smule optimisme af spore hos Bondo på vej ud på Sankt Annæ Plads.
– Der er nogle gange, hvor jeg er gået ud herfra, hvor jeg har tænkt, at der spildte vi rigtig mange timer. Sådan synes jeg ikke, det har været i dag.
– Vi har stadig flere bolde i luften, siger han.
På det kommunale område er det særligt lærernes arbejdstid, der er den helt store knast. Mens det på statens område blandt andet er den betalte spisepause, der volder problemer.
Forhandlingerne kan – efter Forligsmanden har udskudt en konflikt to gange – løbe frem til 1. maj. Herefter er der ikke flere muligheder for at udskyde en konflikt, og en strejke vil træde i kraft den 6. maj, mens en lockout vil træde i kraft den 12. Forligsmanden kan dog til enhver tid erklære et sammenbrud i forhandlingerne. I så fald vil der efter fem dage både udbryde strejke og lockout.