Forfatter: »Rifbjerg er jo den største – ligesom H.C. Andersen«

»Vi har mistet den skarpeste pen.«

Sådan lyder ordene fra forfatter Hanne-Vibeke Holst. Hun kendte Klaus Rifbjerg ganske personligt gennem sin far, og tabet af den store forfatter er lig med et tomrum, der ikke sådan lige fyldes ud.

»Han er jo den største. Det er jo ligesom H.C. Andersen. Han er den største i min tid, fordi han har holdt sig på toppen som en utroligt vigtig og original livskraft i seks-syv årtier. Han havde en helt enorm skaberkraft. Hvis det var fodbold, havde han været Michael Laudrup,« siger Hanne-Vibeke Holst.

Klaus Rifbjerg døde lørdag aften og efterlader sig et forfatterskab, som sent vil blive glemt. Langt over 100 bøger, noveller og essays er blevet til under Rifbjergs hånd, og ifølge Hanne-Vibeke Holst var han ikke bare en inspirerende forfatter, han havde også en stor betydning for samfundsdebatten generelt.

»Han havde en holdning til det samfund, han til enhver tid var en del af. Den omsorg, han havde for sit samfund og sine medmennesker, det er det, der gør, at det altså er kongen, der er død,« siger Hanne-Vibeke Holst, der især husker ham for sin livsbekræftende latter.

»Han har altid haft højt humør. Jeg husker altid hans grin, hans latter. Hans store grin.«

Store Klaus

Klaus Rifbjerg blev i løbet af sit forfatterskab tildelt kælenavnet Store Klaus. Navnet bibringer en eventyrlig henvisning til H.C. Andersens eventyr, og ifølge forfatter Ib Michael, der også kendte Rifbjerg ganske personligt gennem engagementet ved Gyldendals Forlag, kan Rifbjergs personlighed sagtens bære tillægsordet.

»Han blev jo kaldt Store Klaus, fordi han var stor i alle ordets betydninger. Store armbevægelser, stor mand, stort sprog, stor forfatter, så det passede jo meget godt: Store Klaus. Jeg oplevede et meget stort menneske,« fortæller Ib Michael.

Han pointerer også, at Klaus Rifbjerg gennem sine mange år som forfatter og lyriker revolutionerede måden at skrive digte på. Ord som »brokbind« og »ræb« indførte Rifbjerg pludselig med en digtsamling i 1960, og det definerede Rifbjergs forfatterskab.

»Han ændrede opfattelsen af, hvad et digt overhovedet kan handle om, når han pludselig i et digt efterlyser sit brokbind. Det kunne poesien ikke rigtig handle om, før Rifbjerg kom til,« siger Ib Michael.

»Han skriver rytmisk, dybt musikalsk og opfinder nye ord. Det er en fest at læse ham for øje og hjerne. Der sker simpelthen så meget på en side i Rifbjergs bøger. Det er hans egen stemme, det er hans egen musik, der kommer ud i en meget stærk strøm,« tilføjer han.

På spørgsmålet om, hvad den danske litteratur har mistet, er Ib Michael ikke i tvivl. Han mener ikke, det giver mening at karakterisere noget som det største eller skarpeste. Rifbjerg er Ribjerg. Unik i sig selv.

»Vi har mistet noget unikt. Du kan jo bare sige ordet. Rifbjerg. Det er et fuldstændig fast sæt af billeder, der melder sig, og det er jo fordi, vi har mistet noget, som er så originalt, at der er ikke andet at sige end: »Hvad er det vi har mistet? Vi har mistet Klaus.« Jeg kan ikke sige det på anden måde.«