Forfatter og journalist Synnøve Søe er død

Synnøve Søe, der udgav bogen "Fars" i 1989, blev 55 år gammel, skriver Ekstra Bladet og ugebladet Tæt På.

Synnøve Søe slog sit navn fast, da hun i 1989 udgav bogen “Fars. Mandag blev Søe fundet død i sit hjem. Hun blev 55 år. Foto: Christian Als/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Forfatter og journalist Synnøve Søe er død. Hun blev fundet i sit hjem i Aarhus mandag. Det bekræfter hendes bror Jeppe Søe til flere medier.

Hun blev 55 år.

– Vi har ikke haft kontakt siden 1989, hvor hun skrev bogen “Fars” om sin påståede frygtelige barndom – som jo altså også var min barndom – en historie, som hun senere indrømmede var helt fiktiv.

– Det er jeg glad for, at hun nåede at få frem, inden hun fik ro, siger Jeppe Søe til Ekstra Bladet.

– Den sag er derfor fortid for mig, og mine tanker er udelukkende hos hendes søn, Romeo, tilføjer Jeppe Søe.

Bøger og talkshow-vært

I 1990 udgav Synnøve Søe bogen “No credit”.

I de efterfølgende år kunne hun blandt andet opleves som vært på diverse talkshows.

Fra årene 2006 til 2009 udgav hun yderligere tre romaner. Den seneste var romanen “Skrifte”, som svævede mellem fiktion og biografi.

I 2008 modtog Synnøve Søe modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, skriver Ekstra Bladet.

Den selvbiografiske “Fars” bragte hende på kant med sin familie, især halvbroren Jeppe Søe, som hun efterfølgende mistede kontakten med, skriver Tæt På.

Boede på Bornholm i flere år

Og opgøret med familien og den ifølge Synnøve Søe forliste barndom kom hun også ind på, da hun efter en pause på flere år i 2006 udgav bogen “Når Hanen Galer”.

På det tidspunkt havde hun i flere år boet på Bornholm.

– Man bliver ved med at arbejde med det samme stof. Selv om man udvikler sig, så er det den samme historie, man fortæller. Sådan er det sgu da også for Hemingway, sagde hun i et interview med Politiken.

At hun indimellem kunne have svært ved at håndtere dagligdagen fremgik også.

Blå bog om Synnøve Søe

Synnøve Søe født 3. april 1962 i Herlev, død 15. januar 2018 i Aarhus, var journalist og forfatter.

Hun var datter af journalisten og højskolemanden Poul Erik Søe og halvsøster til journalist Jeppe Søe. Hun har været vært på TV3 og lavede portrætter på TV 2/Bornholm.

Hun debuterede som forfatter i 1989 med romanen Fars. I 1990 udgav hun bogen “No credit”. I 2006 kom romanen “Når den blå hane galer” og i 2007 romanen “Drengen på stigen”. “Skrifte”, fra 2009, er hendes seneste bog. “Skrifte” svæver i feltet mellem biografi og fiktion.

Forfatterskabet beskriver medlevende det sårbare barn og den skrøbelige psyke. Hun har høstet fine anmeldelser og modtog i 2008 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Synnøve Søe boede i en længere årrække på Bornholm og arbejdede som forfatter og journalist. Siden flyttede hun til Aarhus.

– Der er perioder, hvor jeg ikke har det godt. Jeg behøver slet ikke at have nogen grund. Jeg kan bare pludselig ikke trækket vejret. Jeg bliver bange, fortalte hun til Politiken.

Powered by Labrador CMS