Forfatter: Hjælp dit barn med at læse bedre

Dialogisk læsning kan stimulere dit barns sprog. Modelfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Børnebogsforfatteren Lotte Salling kommer her med sine råd til, hvordan dialogisk læsning kan hjælpe dit barn til at blive en bedre læser.

Godnatlæsningen er en fast del af hverdagen hos de fleste forældrepar, og det at læse for ens barn er også vigtigt for udviklingen af barnets egne læsefærdigheder.

Men en ting er at læse for barnet. Noget andet er at inddage barnet i læsningen.

Den teknik kaldes i fagsprog dialogisk læsning, og ifølge børnebogsforfatter og foredragsholder Lotte Salling kan det hjælpe meget på barnets hukommelse og læsefærdigheder.

– Amerikanske sprogforskere begyndte at undersøge, hvad der sker i børns hukommelse med ord, når man stiller dem spørgsmål undervejs i læsningen ved for eksempel at holde pauser og taler om teksten og tegningerne – kort sagt får børnene til at deltage dialogisk undervejs.

– Resultatet af undersøgelsen viste, at de børn, der havde prøvet det, bedre kunne huske, hvad der blev læst, og de var også mere optaget af det. De blev også bedre til at kommunikere og selv at bruge ordene i det samlede ordforråd, siger Lotte Salling.

Rim, remser og billedbøger

Hun opfordrer derfor alle forældre til, at man inddrager børnene og spørger ind til både tegninger og ord undervejs. Og der er ingen grænser for, hvilke bøger man bruger til formålet.

– Jeg er selv stor fan af rim og remser, da det fanger børns opmærksomhed. Men alle billedbøger er som sådan brugbare, så længe de bare er interessant for barnet.

– Jeg kender blandt andet en mandlig pædagog, der har læst op fra en bog om skibsfart, men børnene var alligevel vildt optaget af det, fordi han fortalte om det på en spændende måde, fortæller Lotte Salling.

Ofte er det dog ikke nok, at historien er interessant og billedrig. Lotte Salling fortæller nemlig, at omgivelserne også har stor betydning for børnenes opmærksomhed.

– Normalt har folk ikke tid før aftensmaden, men så kan man sætte sig bagefter. Og her er det vigtigt, at man sidder i øjenhøjde, og at man gerne også sidder et roligt sted, da børn har en helt anden tærskel for støj. Så man skal slukke for både radio og tv, og at man sørger for ikke at være forstyrret af søskende, siger hun.

Sådan noget som, hvordan ord og bogstaver rent faktisk lyder, er også vigtigt for at gøre børn mere interesserede i at læse. Det fortæller Charlotte Reusch, der er faglig konsulent ved Nationalt Videnscenter for Læsning.

– Det er meget vigtigt, at børn allerede fra en tidlig alder bliver opmærksomme på sproglyde, og det kan forældre godt støtte op om, ved for eksempel at snakke om hvilke bogstaver og bogstavlyde, forskellige ord starter med.

– Og så er det jo noget, som forældre kan snakke med deres børn om ved forskellige dagligdagssysler som eksempelvis at skrive indkøbssedlen. Så her kan man få børnene til at læse med, når man skriver ord. Og så kan det jo også foregå længe før skolealderen, fortæller Charlotte Reusch.

Sådan bliver dit barn bedre til at læse – se rådene her:

– Begynd allerede i en tidligt alder at læse aktivt med børnene. Selvom børnene er så små, at de endnu ikke har sprog, så spørg alligevel ind til billeder i bogen og inddrag børnene i læsningen. På den måde kan børnene udtrykke sig.

– Hav en fast tradition med at læse med dit barn, og gør det gerne dagligt, så man på den måde får vedligeholdt interessen.

– Vælg en bog, som børnene selv er interesseret i. På mange biblioteker er der i dag store afdelinger for børnebøger, så giv dem frit spil til selv at vælge.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS