Fører af tuk tuk efterlyses efter vanvidskørsel

Flere måtte undvige og springe for livet, da en sort bil skabte utryghed lillejuleaftensdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I forbindelse med en sag om vanvidskørsel begået den 23. december 2020 i Odense, efterlyser Fyns Politi vidner/trafikanter.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Den hasarderede kørsel skete ved 13-tiden ad Østerbro, Grønlandsgade og Kochsgade i Odense, hvor en sort Mitsubishi Colt personbil (se billede i galleriet) med tre unge mennesker kørte hensynsløst og med alt for høj fart – mere end 100 procent over de tilladte 50 kilomter i timen.

Flere trafikanter måtte undvige for ikke at blive ramt.

Føreren af bilen, en 26 årig mand, sidder fængslet til den 20. januar 2021.

– Han er varetægtsfængslet for i to tilfælde at forvolde fare for andres liv og førlighed, siger Charlotte Nyborg, kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk.

Hun kan dog ikke oplyse, hvordan politiet fik fat i den 26-årige.

Vidner søges

I forbindelse med efterforskningen vil efterforskerne gerne i kontakt med vidner, der så nedenstående situationer og særdeles gerne i kontakt med de personer, der var tæt på at blive involveret med bilen med de tre unge mennesker.

Situation 1:
Fyns Politi vil gerne tale med føreren af en Piaggio Ape ”tuk tuk” der kørte mod øst, og ud for nummer 66 på Østerbro måtte undvige for ikke at blive påkørt.

Situation 2
Ydermere vil Fyns Politi gerne i kontakt med to fodgængere, som gik på fortovet på Kochsgade ved Hjørne-Kiosken.

Her måtte de springe, for ikke at blive ramt af personbilen, der kørte over fortovet fra parkeringspladsen ud på Kochsgade.

Har du oplysninger i sagen, kontakt Fyns Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS