Forening vil have bæltefikseringer forbudt
Antallet af bæltefikseringer er steget de seneste 10 år, og det bør forbydes, mener forening.
Myndighederne skal ikke have lov til at benytte bæltefikseringer til at pacificere patienter.
Den mener foreningen Bedre Psykiatri.
Brugen af bæltefiksering i Danmark har ifølge en rapport fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur, CPT, nået nye højder i 2012 og 2013, og ifølge komitéen synes den udvikling kun at fortsætte.
Mellem 2004 og 2013 er antallet af bæltefikseringer således ifølge Statens Serum Institut steget fra 1749 til 2084.
– Helt principielt mener vi, at man skal arbejde for at forbyde bæltefikseringer i Danmark, siger Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard.
Der er ingen tilfælde, der kan retfærdiggøre, at man bruger bæltefiksering, påpeger han.
– Helt sat på spidsen så er der ikke. Det må være ambitionen at komme dertil, og det tror vi i Bedre Psykiatri, at man kan, siger Thorstein Theilgaard.
I mere end et årti har Europarådet kritiseret og påpeget brugen af tvang i dansk psykiatri. Men hvis man kigger på antallet af bæltefikseringer, sker der tilsyneladende ingen fremskridt trods regeringens mål om at halvere tvangsanvendelsen inden 2020.
– Vi har et problem med tvang i behandlingen af mennesker med en psykisk sygdom – ikke mindst de her hårde former for tvang som eksempelvis bæltefikseringer, siger Thorstein Theilgaard.
Ifølge den islandske psykiater Petur Hauksson, som er en del af Europarådets komité til forebyggelse af tortur, CPT, og siden 2002 har deltaget i uanmeldte besøg på psykiatriske afdelinger i Danmark, har fikseringen “ikke nogen medicinsk berettigelse” og skyldes formentlig mangel på personale.
– Det er både trist og rystende, hvis det skal være den fulde forklaring. Man skal dog huske på, at det at bæltefiksere folk også er mandskabskrævende, siger Thorstein Theilgaard.
/ritzau/