Forening lægger udførlig selvmordsmanual på nettet

Livslinjen kritiserer, at en forening for aktiv dødshjælp har udsendt en manual til medicinsk selvmord.

Formanden for den mindre forening “Læger for Aktiv Dødshjælp”, Svend Lings, forsvarer en selvmordsmanual, som foreningen har lagt ud på nettet. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Foreningen “Læger for aktiv dødshjælp” har lagt en detaljeret manual ud for, hvordan man kan begå selvmord med medicinske præparater på foreningens hjemmeside.

Formanden for den mindre forening er Svend Lings, der sidste år fik frataget sin autorisation som læge, fordi han har fortalt, at han har hjulpet mindst ti mennesker til at dø ved at udskrive sovemedicin til dem og forklaret præcis, hvordan det skulle indtages.

Han er også tiltalt for i ét tilfælde at have medvirket til et selvmordsforsøg, der dog mislykkedes, og han risikerer tre års fængsel, når han skal for retten til september. Det afholder ham dog ikke fra nu at lægge selvmordsmanualen ud.

– Formålet er simpelthen at give alvorligt syge mennesker et redskab til at hjælpe sig selv, indtil samfundet vil påtage sig at yde aktiv dødshjælp, når de beder om det, siger han.

Forslag mangler underskrifter

Manualen er blevet lagt ud, få uger efter at foreningen har stillet et borgerslag, hvor de ønsker aktiv dødshjælp lovliggjort.

Forslaget har lige nu fået omkring 1500 underskrifter. Der skal 50.000 til, før det tages op i Folketinget.

Ifølge Svend Lings bliver han kontaktet op til fire gange om ugen af personer, der ønsker rådgivning om selvmord.

Adspurgt om man med en sådan liste risikerer, at raske personer tager livet af sig, svarer Svend Lings:

– Det kan du, hvis det er det, du vil. Men den risiko er vi nødt til at løbe, hvis vi vil hjælpe dem, der ligger og lider til ingen verdens nytte.

Ulovlig handling

Ifølge dansk lovgivning må man kun yde passiv dødshjælp i Danmark. Det vil sige, at man undlader behandling af en dødeligt syg patient, eksempelvis ved afbrydelse af en respirator.

Assistance til selvmord er ulovligt, hvilket Svend Lings anerkender:

– Det ved vi godt, men det tager vi ikke særlig tungt. Vi ved, at det man kan gøre mod os, det regner vi ikke for noget, sammenlignet med hvad de døende og lidende måtte gennemgå, siger han.

I Livslinien, hvor man rådgiver folk til at undgå selvmord, kritiserer man manualen.

– Vi synes, at der er forkert, og det er i direkte modstrid med det, som vi arbejder med på Livslinien, som handler om, at vi forsøger at hjælpe folk til at vælge livet til, siger Jeppe Kristen Toft, direktør i Livslinien.

Ifølge ham vil sådan en manual, som foreningen har lagt ud, “givetvis gøre det lettere for folk” at begå selvmord. Det finder direktøren forkert og stridende mod etiske retningslinjer.

– Vi støtter WHO’s etiske retningslinjer for, hvordan selvmord skal omtales i medierne, og en af de allervigtigste pointer er, at man ikke skal informere om metoder, siger han.

Politiet tog hans lager

Newsbreak.dk har før talt med Svend Lings. Det skete i sommeren 2017, efter at hans hjem var blevet ransaget af politiet.

Som læge, der offentligt taler om hjælp til selvmord, ragede Lings en sigtelse til sig. Han blev sigtet efter straffelovens § 240, nogle måneder efter at han blev politianmeldt.

I den forbindelse besøgte politiet så Svend, og de tog en del med sig, da de gik.

Under ransagningen blev der beslaglagt både computer, telefon, ringbind og medicin. Sidstnævnte havde Svend Lings gemt til sig selv.

– Jeg havde en dosis stående til mig selv, hvis jeg nu selv skulle blive syg. Men den tog de også, har Svend Lings fortalt Ritzau.

Du kan læse interviewet med Svend Lings og det at assistere ved selvmord i denne artikel.

Powered by Labrador CMS